Jensen og Molnit tog mesterskabet i bilorientering

Selv om Stevns Motorklub er blandt landets mindste motorklubber, gør den sig flot gældende på landsplan.

Efter at have kørt seks afdelinger af danmarksmesterskabet i bilorientering i henholdsvis Vordingborg, Faxe, Djursland, Aarhus, Thisted og Hillerød har Ivan Jensen fra Faxe og Erik Molnit fra Faxe Ladeplads nemlig vundet danmarksmesterskabet i bilorienteringsløb.

Det er tredje gang på 22 år, at Ivan Jensen og Erik Molnit vinder DM.

Peter Hansen fra Rødvig og hans datter Winnie har desuden vundet sjællandsmesterskabet i klubrally for sjette gang.

Hun er vokset op med benzin i blodet, og samtidig med at hun kører med sin far, er hun også codriver for nogle af landets bedste rallykørere ved DM-rally.

For nogle år siden syntes hun, at det gik for langsomt, så hun overtog rattet og kørte hurtigere end sin far.

Stevns Motorklub har haft flere store arrangementer i 2019:

Stevnsprøverne i klubrally og kalkprøverne, som blev kørt i Boesdals Kalkbrud.

Stevns Motorklub har også afviklet en afdeling af NM og DM i bilorienteringsløb sammen med motorklubben i Borup.