Ingen spor af Daniel

Hunde og betjente ledte ved havnen og skoven hele mandag – uden held.

Eftersøgning med hunde uden held

Midt- og Vestsjællands Politi foretog i går mandag en særlig indsats i den humanitære eftersøgning efter den 34-årige Daniel, som forsvandt fra sin bopæl i Havdrup natten til søndag 19. februar 2023.

Den savnede blev sidst set ved togstationen i Faxe Ladeplads klokken cirka 01.30 om natten til søndag 19. februar 2023, og ingen har set ham siden.

Politiet har trods diverse undersøgelser i sagen hverken fundet spor efter eller fået livstegn fra ham, hvorfor en større eftersøgning med blandt andet politihunde, dykkere og vandsøge-hunde blev iværksat mandag i Faxe Ladeplads-området inklusiv havneområdet i byen.

Eftersøgningsarbejdet varede hele dagen, men endte desværre uden afgørende nye spor i eftersøgningen af den savnede mand.

Politiet er derfor fortsat interesseret i at høre fra personer, der måtte have set eller hørt noget om hans færden efter det tidspunkt, hvor han forsvandt fra Havdrup-området. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 med oplysninger i sagen.