God forårsstart af Haslev

God forårsstart af Haslev

Niklas Hansen (th) scorede to gange for Haslev i forårspremieren mod Raklev. Her er han i aktion mod B73. Foto: John Ringstrøm

Niklas Hansen (th) scorede to gange for Haslev i forårspremieren mod Raklev. Her er han i aktion mod B73. Foto: John Ringstrøm

Fodbold: Haslev FC sluttede efteråret med at vinde 4-0 hjemme over Raklev, og da foråret startede lørdag, gik det også ud over Raklev.

Denne gang vandt haslevitterne dog “kun” 3-1, men de skulle også lige igang oven på en lang vinterpause.

– Det var som som, spillerne følte, det stadig var en træningskamp i 1. halvleg. Vi var der ikke rigtig, og der manglede 10-15 procent i nærkampe og lidt af det hele. Alligevel havde vi to kæmpechancer, som skal give mål, og Raklev havde én stor, som Jakob Krag tog sig af i målet, siger Haslev-træner Malte Pedersen.

Han fik til gengæld at se sit hold dominere efter pausen.

– I pausen snakkede vi om, at det handlede om det mentale. Hvis spillerne vil være med fremme, skulle de ind og vise det. Og det gjorde de, siger Haslev-træneren.

André Graulund åbnede scoringen små 10 minutter inde i 2. halvleg med et fremragende skud, der blev banket godt ind, og et par minutter senere blev en bold slået ind til Niklas Hansen, der headede den ind 0-2.

– Ved Raklevs mål mener jeg, vi skal have et frispark langt oppe på deres halvdel, men det får vi ikke, og så går det den anden vej, hvor de scorer til 2-1. Det bliver derefter lidt nervøst, men vi får fat i det igen, siger Malte Pedersen.

Han kunne ånde lettet op, da Niklas Hansen med sit andet mål gjorde det til slutresultatet 3-1 til Haslev kort før tid.

– Vi gjorde det, vi skulle, og det var dejligt at starte med tre point. Især når de andre tophold også vandt fredag, siger træneren, der forventer en god halvsæson af sit mandskab.

– Vi står stærkere nu end i efteråret. De unge har rykket sig godt, og så har vi fået Magnus Hansen fra Næstved. Vi skal selv definere, om vi vil spille med i den sjove ende, siger Haslevs cheftræner.

Kampen i tal

Serie 1

Raklev – Haslev FC: 1-3 (0-0)

0-1: André Graulund (54)

0-2: Niklas Junggaard Hansen (56)

1-2: August Dahl (65)

1-3: Niklas Junggaard Hansen (85)