Det er lidt ambivalent. Du ved, at din datter har særlige behov. Hun passer ikke i kassen, og i skolen er der behov for støtte, men for dig er hun normal.
Timers indlæring, socialt overarbejde, og så SFO. Og her sker det magiske! For I SFOen er der åbenbart ikke brug for de ekstra ressourcer!? De følger i hvert fald ikke altid med!
Er to voksne til 40 børn – inklusiv ledelsen som den dag er optaget af ledelsesting – ikke nok?
Hvad er det. de kan i SFOen? Det er ren magi – lige indtil din datter kommer hjem, reaktionen kommer og en rigtig ulveaften går i gang. Du bliver presset, træt, hun er ked af det, og dagen efter er det forfra!
Det må være et fælles ansvar, at sørge for at ressourcerne til specialtilbud for »børn i fællesskaber« følger med til SFOerne. Vores medarbejdere er meget dygtige, men ikke dygtigere end de ressourcer de får.
Vi skal sikre alle børnene, både dem med støttebehov og dem uden. Det kræver omprioritering og gentænkning af ressourcerne, og hvordan de bruges.
Nu er det på tide, at vi gør det lidt nemmere for vores medarbejdere, der tager sig af vores børn. Det er vores børn og familier, som betaler prisen i deres fremtid, hvis vi ikke tager fælles ansvar.
