
Brolægger Kompagniet A/S i Faxe og anlægsgartnervirksomheden Malmos A/S indgår nu i samme familie. I onsdags blev de sidste dokumenter underskrevet, og dermed er det officielt, at Brolægger Kompagniet nu udgør et søsterselskab til Malmos A/S, der ejes af SP Holding Ubby Aps, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.
"Vi har købt størstedelen af Brolægger Kompagniet, som kører videre i eget navn og med egen organisation", siger Morten Dohrmann Hansen, der er adm. direktør i Malmos A/S til Licitationen – Byggeriets Dagblad og fremhæver, at beslutningen om opkøbet har baggrund i et mangeårigt samarbejde med Brolægger Kompagniet og et ønske om at ruste anlægsgartnervirksomheden på brolægningsområdet.
Processen har kørt i et halvt års tid, oplyser Morten Dohrmann Hansen og understreger, at samarbejdet nu for alvor skal udvikles til gavn for begge virksomheder. Et styrket samarbejde, som Brolægger Kompagniet også ser frem til.
"Nu får vi et kæmpe rygstød", siger Hans Windfeld Petersen, der var med til at grundlægge Brolægger Kompagniet tilbage i 1991.
Han oplyser, at Malmos var dem, der tog initiativet til opkøbet, og nu har overtaget 70 procent af Brolægger Kompagniet.
Malmos A/S har afdelinger i Ubby på Vestsjælland og i Roskilde. Virksomheden beskæftiger omkring 70 medarbejdere og har en årsomsætning på godt 150 mio. kroner. Brolægger Kompagniet A/S holder til i Faxe og beskæftiger cirka 20 medarbejdere.