
Rema 1000 på Rådhus Allé 22 i Ølstykke blev mandag aften udsat for røveri.
Tre maskerede mænd kom ind via bagindgangen klokken 21.09, hvor de med hver deres kniv truede sig til kassebeholdningen i et baglokale.
Politiet har et sparsomt signalement af de tre mænd, men de vurderes alle til at være 180 centimeter høje og slanke af bygning. Den ene var iført grå hættetrøje, den anden en blå hættetrøje med grå ærmer og den sidste en sort hættetrøje. De var formentlig af afrikansk afstamning og talte alle dansk med accent.
På grund af maskeringen kunne ekspedienten kun se de tre mænds øjne, så mændenes alder kendes ikke.
– Der var overvågning i butikken, og vi bruger selvfølgelig alle muligheder for efterforskning af sagen, siger vagtchef Martin Tang fra Nordsjællands Politi til sn.dk
De tre mænds efterfølgende flugtrute kendes ikke.