Johan-Benjamin Spendrup Hahn, Valmuevej 32, Ølstykke:
debat "Verdens bedste hverdag" er sloganet, som det siddende flertal i byrådet gerne vil have os til at tro på er gældende for Egedals borgere.
Men med de mange svigt af børn og voksne med særlige behov, må jeg konstatere, at det med verdens bedste hverdag ikke gælder dem eller deres pårørende.
Et samfund bør bedømmes på, hvordan vi behandler dem, der har mest brug for vores hjælp. Med antallet af klagesager og (u)menneskelige historier fra Egedal, vidner det om en forfejlet politik og ledelse på dette område.
Hvordan kan vi behandle dem, der har allermest brug for hjælp, med manglende respekt og manglende vilje til at give dem og deres pårørende en så normal hverdag som muligt?
Jeg kender en del der har været i "kærlig behandling" hos Egedal Kommune og det gennemgående indtryk er, at man skal have et enormt overskud og menneskelige ressourcer for at få den fornødne hjælp og støtte.
Og det er netop overskud og menneskelige ressourcer som oftest mangles, når man skal have en hverdag til at fungere, hvis man selv eller ens nærmeste har særlige behov.
Hvis socialrådgivernes fornemmeste rolle er reduceret til at finde det tilbud, der giver den laveste omkostning for kommunekassen, så er de vel ikke længere rådgivere, men på linje med sælgeren i hvidevarebutikken eller forsikringsagenten sat i verden for at optimere deres arbejdsgivers økonomi.
På den baggrund har jeg faktisk fuld forståelse for, at mange indenfor det sociale område vælger andre græsgange, hvis de reelt ikke kan få lov til at udføre den opgave, som de brænder for – nemlig at hjælpe dem med særlige behov.
Tilbage til det med en "så normal hverdag som muligt". Det er faktisk ofte det, som de berørte ønsker: at de kan give menneskelig værdi til de sociale relationer, de er i, og kan bidrage enten på job, uddannelse og andre tilbud på så lige fod med alle andre som muligt.
Jo før vi kan give de berørte familie normaliteten tilbage, jo før får vi velfungerende mennesker i Egedal. Hvis vi bare sender dem ud i endeløse tilbud for tilbuddets skyld eller lægger sagerne i bunken, så ender vi med svingdør på rådhuset og nedslidte familier, som bruger energien på kommunen i stedet for at bruge energien på det familiære og på at skabe trygge rammer.
Lad os få skabt en kultur, hvor det handler om at hjælpe mennesker, der er kommet i en situation, som de ikke selv kan håndtere – det er derfor, jeg betaler min skat med glæde.
Det vil med stor sandsynlig koste ekstra til at begynde med – men med mindre personaleomsætning kombineret med tidligere og bedre støtte, tror jeg på, at det på sigt vil være en gevinst for kommunekassen. Dog vigtigst af alt, vil det være en kæmpe lettelse for de berørte medmennesker, som i forvejen går nok igennem.
