
Når de kommende indbyggere i Egedal By flytter ind i deres nye boliger i området ved siden af Egedal Rådhus, så er de ikke de første mennesker, der har boet der. Forud for byggemodningen har Kroppedal Museum lavet arkæologiske forundersøgelser, som viser, at der er behov for egentlige arkæologiske udgravninger, inden entreprenørmaskiner går i gang med at bygge nyt ovenpå.
– Vi har konstateret, at der er minimum otte hustomter fra forskellige perioder i oldtiden, fortæller arkæolog og museumsinspektør Jonas Sigurdsson fra Kroppedal Museum til Frederiksborg Amts Avis.
Nogle af hussporene stammer fra overgangen fra bronzealderen til jernalderen omkring 500 år før Kristi, men der er også fundet bebyggelse fra bondestenalderen, som dateres til fra 4000 til 1700 år før Kristi. Og det er de ældste fund, Jonas Sigurdsson personligt finder mest interessante.
– Jo ældre, det er, jo sjovere. Når vi finder stenalderbeboelse, er det sjovere, for det er sjældnere, at vi finder noget fra stenalderen end fra jernalderen, siger han.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag den 14. april.