Da Eskil Simmelsgaard Dickmeiss var ung, troede han, at han skulle spille musik og måske læse psykologi, men så blev præstesønnen fra Odense grebet af teologien lige som sin far og farfar før ham. Som 47-årig er han glad for, at han »slugte den bitre pille at gøre noget så fantasiløst«.
Musikken måtte vige for teologien
