
Siden juli 2015 har den nu 32 årige Mikkel Sjøberg været en del af HØJs 1. divisionshold, men til sommer stopper den hårdtskydende højreback i klubben.
– Sjøberg kom til HØJ Elite fra den svenske Ystad IF og har været med til at højne niveauet på vores hold, særligt i hans gode perioder. Desværre har han været ramt af en række skader, og det har i perioder sat hans spil tilbage, så hverken han eller vi har kunnet få det fulde sportslige udbytte i træning og kampe, siger Lars Vinther, der er direktør i klubben.
– Når Mikkel er i topform, som han fx var det ved indgangen til denne sæson, er han stadig en spiller med et meget højt niveau, og det nød vi godt af i de første kampe, hvor han var med til både at sætte tempo i vores spil, gøre de andre spillere gode og selv være kampafgørende. Desværre er han så igen blevet ramt af småskader, der begrænser hans træningsindsats, og det er super ærgerligt både for ham og for holdet, supplerer cheftræner Jesper Fredin.
Mikkel Sjøberg flytter til sommer til Sverige med familien, hvor han fortsætter sin håndboldkarriere.