Der bliver ikke etableret to 0. klasser på Veksø Skole i det igangværende skoleår.
Det står klart efter onsdagens byrådsmøde, hvor Enhedslisten og Radikale Venstre blev nedstemt i forslaget om at etablere en 0. klasse i Slagslunde, to i Veksø og tre i Ganløse.
Flertallets afvisning er ikke overraskende blevet mødt med stor skuffelse hos forældrene i Søsum og Veksø.
– Vi er meget ærgerlige, og vi kan ikke undgå at føle os ekskluderet fra fællesskabet. Når det er sagt, så har byrådet negligeret os og vores sag i en sådan grad, at vi ikke er overrasket over beslutningen, siger Marie Jensen og Betina Steinbock fra Søsum, som sammen med Gitte Haxholm nu må se deres børn starte i 0. klasse på Ganløse Skole i stedet for Veksø Skole, selvom de kommer fra Børnehuset Mælkevejen i Veksø.
Forældrene langer samtidig ud efter byrådet og enkelte partier.
Dårlig behandling
– Vi kan godt sidde med følelsen, at vi ikke er blevet ordentligt behandlet. I starten af forløbet blev vi bare fejet af, og der skete først noget med kommunikationen til politikerne i byrådet, da den store forældre-opbakning fra Veksø og Søsum blev søsat. Siden har der været nogle mærkelige mellemregninger om, at vi forældre fra Søsum skulle være tilfredse med valget af Ganløse Skole. Det kan ikke være mere forkert. Derudover mener nogle partier, at os fra Søsum ikke hører til Veksø, men hvor hører vi så til, spørger Marie Jensen.
Trods beslutningen i byrådet, så mener hun ikke, at kampen har været forgæves.
– Nej, slet ikke. Opbakningen fra Søsum og Veksø har været så massiv, at der er sat fokus på problemstillingen, så forhåbentlig læner politikerne sig ikke bare tilbage og siger “puha, vi slap i denne omgang”, men rent faktisk tager vores budskaber med videre til næste år, når klassefordelingen skal laves, siger Marie Jensen og Betina Steinbock.
