Fra akrobatik til tango: Gymnaster gav den gas til vild opvisning

Klodens afkroge fik besøg af Ganløse Gymnastik Forening

Højt humør hos både børn og voksne til den traditionsrige forårsvisning i Ganløse Hallen. Fotos: Peder Sterll, Ganløse Gymnastik

Ganløse Hallen var lørdag fyldt til bristepunktet, da byens gymnasik-forening indtog gulvet med en forårsopvisning, der tog publikum med på lidt af en jordomrejse.

Temaet var “verden”, og dagen igennem fik de mange gymnaster besøgt alle afkroge af kloden – fra isbjerge i Grønland til den afrikanske savanne, men opvisningen bød også på japanske ninjaer, seje garcons fra Frankrig og akrobatik fra arabiens land.

Foreningens voksne dansehold viste blandt andet cubansk rumba, argentinsk tango og engelsk vals, og der var også zumba til colombianske rytmer.

Foreningens formand, Annie Meineche gav den som rejseleder og kaptajn i flot uniform, mens hun sikkert guidede selskabet på omkring 500-600 hoveder rundt fra det ene kontinent til det andet.

Stolt formand

– Jeg er virkelig stolt af mit crew, sagde foreningens formand og dagens rejseleder, Annie Meineche, da det sidste hold og fanerne havde forladt gulvet.

– Hele holdet bag foreningen, instruktører, hjælpeinstruktører og bestyrelse, startede tidligt med at stille stole frem, pynte hallen, hænge plakater op og arrangere café. Det er et imponerende og velsmurt maskineri, der kører bag sådan en opvisning her. Det forstår man først rigtigt, når man selv er en del af det, lød det fra Annie Meineche.

Højt humør hos både børn og voksne til den traditionsrige forårsvisning i Ganløse Hallen. Fotos: Peder Sterll, Ganløse Gymnastik.
Ganløse Hallen var fyldt til bristepunktet til lørdagens festlige opvisning.
Opvisningen bød blandt andet på japanske ninjaer, seje garcons fra Frankrig og akrobatik fra arabiens land.
Hallen var pyntet med alverdens flag, jordkloder og glimmer, og gymnasterne var også klædt, så de repræsenterede deres lande behørigt.