I sportens righoldige klicheskuffe kan man også finde frasen om, at gode hold også vinder på dårlige dage.
Og det var lige, hvad HØJs suveræne kvinder gjorde, da de i Bavnehøjhallen vandt med 27-25 over Ajax efter en mildt sagt ujævn indsats.
-Det er fint at vinde på en halvskidt dag, konstaterede træner Anders Krogh, der gav to forklaringer på den noget magre indsats.
-Dels er Ajax et ganske glimrende hold, dels prægede kampens betydning spillernes indsats. Det blev lidt nervøst, fordi vi vidste, at vi kunne rykke op med tre spillerunder tilbage. Rødovre er seks point efter os, men vi er bedst i de indbyrdes kampe.
-Nu spiller vi mod Nykøbing F., Hillerød og Brøndby, og så gør vi os klar til mange svære kampe i 1. division. Vi ved godt, at vi bestemt ikke går gennem sæsonen med bare at sætte et point til, som vi har gjort indtil nu i år, siger Anders Krogh.
-Truppen ser ud til at fortsætte uændret, og den er jo ganske god. Der skal bare udvikles. Vi skal nok øge træningsmængden, og så fortsætter vi træningssamarbejdet med Ringsted i Hafniahallen i Valby. Mange af spillerne bor jo i København.
Søstrene Clara og Cecilie Kvisgaard lagde ud med et par afbrændere på 100 procent chancer, og så fik man en ide om, at det nok ikke helt blev HØJs store eftermiddag.
Ajax havde Amalie Westergaard som playmaker, og hun var i særklasse kampens bedste spiller. Ikke alene med gode indspil, men også med solopræstationer og overraskende skud. At hun så af og til fik lov til at tage en del skridt ud over de tre tillade gjorde det nemmere for hende. Men god var hun.
Clara Kvisgaard fandt efterhånden sit normale niveau og nåede op på seks scoringer. Flere af dem kom, når det så lidt sløjt ud. Det samme var tilfældet for storesøster Cecilie, der fik sendt nogle skarpe afslutninger af sted.
På højre fløj var Ditte Bach igen hurtig som vinden. Det går stærkt med at komme til kontraafslutninger. Det gav seks mål, men det burde have givet noget nær det dobbelte. Nogle skud blev sendt et pænt stykke over mål i helt oplagte situationer.
Jo Lund Nielsen fik ikke så mange minutters spilletid. Hun nåede at score tre mål, inden hun så rødt.
Tiden var udløbet efter 1. halvleg, men HØJ skulle tage et frikast. Den opgave blev tildelt Jo. Det er sin egen sag at få bolden forbi en muropdækning på seks spillere med strakte arme. Jo Lund Nielsen hamrede løs, og så gik en Ajaxspiller i gulvet.
-Jeg fik det røde kort, fordi dommerne mente, at jag havde sendt bolden lige i ansigtet på modstanderen. Men det gjorde jeg nu ikke. Hun hoppede, da jeg skød, og så ramte bolden hende på kravebenet, bedyrede HØJ-spilleren, der håber, at hun slipper for karantæne.
10 minutter før tid førte HØJ med 24-20, men så fik Ajax et par lette mål. Blandt andet med en spiller i undertal.
Det var lige ved at blive spændende, men så skaffede Cecilie Kvisgaard luft med målet til 27-25.
2. division, kvinder
Ajax-HØJ 25-27
HØJ: Clara Munck Kvisgaard 6, Cecilie Munck Kvisgaard 6, Ditte Bach Andersen 6, Sabrina Nørskov Rasmussen 3, JO Lund Nielsen 3, Jessica Helleberg 2, Lærke Juhl Læssøe 1.
Diskvalifikation: Jo Lund Nielsen
Udvisninger: Ajax 1, HØJ 1
Tilskuere: 125.