Debat: Velkommen til Danmarks nok flotteste skydeklub

Bettina Zarp, Lokallisten Egedal

I Ølstykke ligger Danmarks flotteste Skydeklub. Torsdag den 7. januar var Ulrik John og jeg blevet inviteret til en præsentationsmøde i klubben af David Buchholdt og Nikolaj Kannik.

Formålet med dette møde var at give os politikkere et indblik i klubbens historie, og med egne øjne se, hvad klubben rummer af faciliteter, og hvad det er man fra politisk hånd, efter vores mening, er ved at ødelægge i den ellers så pragtfulde Ølstykke by.

Klubben ligger i kælderen på den nu lukkede Toftehøjskolegrund, og der har den haft sin adresse siden 1971, det vil sige i 50 år. Foreningen har 110 medlemmer og er en veldreven lokalforening, hvor der bestemt er en stærk bestyrelse og forældre gruppe – (»mødregruppen«).

Vi skal da lige hurtigt skynde os at sige, at vi ALDRIG har oplevet en forening, der er så flot og velholdt: Det er tydeligt at se, at de frivillige kræfter, der er lagt igennem de 50 år, foreningen har eksisteret, har båret frugt. Klubbens lokale står, som om den lige er blevet etableret. Kæmpe ros og respekt for alle de timer, I frivillige har lagt i denne klub.

Lokallistens forslag til salg og udbydelse af Toftehøjsgrunden vil være, at kommunen ikke sælger denne bygning, som Skydeklubben ligger i, men i stedet for flytter biblioteket ovenpå skydeklubben, og så kunne kommunen selv udvikle på biblioteksgrunden.

Ja, dette kunne i sig selv være en rigtigt spændende tanke, og her kunne vi jo lade Ølstykkes egne borgere bestemme, hvad der skulle ligge på denne grund.

Dette ville forsat give de borgerne, der bor i det område, en følelse af, at de stadig har deres dejlige bibliotek i nærheden, hvor der tit og ofte foregår arrangementer, foredrag og des lige.

Hvorfor er det så pine nødvendig at skulle sælge hele grunden, når vi nu selv i vores administration har medarbejdere, der er så dygtige til at udvikle og se de muligheder, som denne grund rummer?

Hvorfor er det altid sådan, at vi aldrig selv tager springet og lader os være modige og nysgerrige på de fantastiske muligheder, der ligger i dette projekt. Der er godt nok afholdt tre virtuelle borgermøder på 1,5 time, men dette er ikke nok, efter Lokallisten Ny Egedals mening.

Når man skal udvikle så stort et område, kan man ikke bare spise borgerne af på denne måde. I Egedal hører vi gang på gang flere og flere politikkere råbe højt om borgerinddragelse, men ærligt talt, det er jo bevist flere gange i denne periode med vores nuværende formand for byrådet, Karsten Søndergård, at der bliver arbejdet stik imod det, borgerne ønsker sig.

Vi har nu en fuldstændig unik mulighed for at bygge noget helt særligt i Ølstykke. Hvorfor er det, at Socialdemokratiet, Konservative og Venstre igen ikke lytter til borgerne, og ikke udnytter denne chance? Lad os nu sammen udvikle denne grund med borgerne og de mennesker, der for fremtiden skal bo i byen, og skabe Verdens bedste Ølstykke.