
Nu er det blevet børnenes tur til at give deres besyv med i forbindelse med Egedal Kommunes arbejde med en ny sundhedspolitik, skriver Frederiksborg Amts Avis.
I november og december gennemførte Egedal Kommune syv omfattende fokusgruppeinterviews med en lang række voksne borgere, eksperter, foreninger, virksomheder og ansatte i kommunen, men nu får en gruppe børn i alderen fra 11 til 15 år også mulighed for at komme med deres forslag og ideer til den nye sundhedspolitik, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Af den fremgår, at Egedal Kommune vil gennemføre to gruppeinterviews med otte elever fra samme klasse: Et med børn fra 5. klasse (11-12 år) på Ganløse Skole og et med børn fra 8. klasse (14-15 år) på Maglehøjskolen i Ølstykke.
Gruppeinterviewene vil vare cirka halvanden time, hvor børnene skal svare på, hvad de forstår ved sundhed, fortælle om deres oplevelser og erfaringer og komme med konkrete idéer til, hvad de selv kan gøre, og hvad der generelt kan gøre det lettere for børn og unge at leve sundt.