
Caroline Wozniacki er videre til tredje runde af grand slam-turneringen French Open efter en sejr i to sæt over canadieren Aleksandra Wozniak.
Det lignede længe en overbevisende sejr til Wozniacki, men det endte noget tættere end forventet.
Caroline Wozniacki vandt første sæt 6-3, men det kunne være blevet en endnu mere overbevisende åbning. Det blev det dog ikke, da Wozniacki kiksede at serve sættet hjem ved stillingen 5-1.
Efter en skidt start begyndte 23-årige Aleksandra Wozniak at spille meget bedre i andet sæt, og det betød, at kampen blev langt mere jævnbyrdig.
Mens første sæt var præget af mange servegennembrud, så havde begge spillere bedre styr på deres egne servepartier i andet sæt. Derfor endte sættet ved stillingen 6-6 i et såkaldt tie break, som Wozniacki vandt.
20-årige Wozniacki viste gode nerver, da hun overlevede tre sætbolde til Wozniak, som havde det svært over for Wozniackis yderst stærke defensiv.
Dermed vandt den topseedede dansker kampen efter en time og 54 minutters spil.
Useedede Wozniak har tidligere været oppe som nummer 21 på verdensranglisten, men hun er nu placeret som nummer 162. Ligesom Wozniacki har Wozniak polske rødder.
I tredje runde møder Wozniacki slovakken Daniela Hantuchova, som vandt sin kamp i anden runde over italieneren Sara Errani.
Den rutinerede 28-årige slovak, som lige nu er nummer 29 i verden, vandt 6-1, 6-2 over Errani. Hantuchova var tilbage i 2003 helt oppe som nummer fem i verden.
Wozniacki har mødt Hantuchova tre gange tidligere i karrieren, og alle tre gange er det endt med dansk sejr, senest ved WTA-turneringen i Miami tidligere på året.