
6-1, 6-1, 6-0, 6-0, 6-1, 6-0. Så suverænt har Caroline Wozniacki vundet sine første seks sæt ved årets sidste grand slam-turnering i New York.
– Jeg er jo en god spiller, og jeg har spillet bedre end de andre, lyder den enkle forklaring fra den unge dansker, hvis præstation er ny rekord.
Aldrig før har nogen spillet og vundet sine første tre kampe ved US Open så overlegent.
Siden 1981, da turneringen for første gang blev afviklet med fuldt deltagerfelt (128), er det sket to gange, at en spiller har kvalificeret sig til ottendedelsfinalen med tab af kun tre partier undervejs.
Men Steffi Graf (1986) havde den fordel, at hendes modstander i tredje runde trak sig i begyndelsen af andet sæt, og Monica Seles (1996) nød godt af en walkover i anden runde.
Tæller man alle grand slam-turneringerne med, fandt den mest suveræne præstation i nyere tid sted ved French Open i 1994, da franske Mary Pierce nøjedes med at sætte to partier til i sine første tre kampe.
Pierce fortsatte i øvrigt stilen i de efterfølgende runder. Sølle seks partier gav hun væk i ottendedels-, kvart- og semifinalen tilsammen, indtil Arantxa Sánchez Vicario satte en stopper for løjerne i finalen.