Fodbold: FC Nordsjællands cheftræner Morten Wieghorst havde blandet kortene lidt anderledes til pokalkampen mod AB onsdag aften, og det gav blandt andet debut til den svenske venstreback Pierre Bengtsson og en sjælden startplads til Andreas Laudrup.
Begge fik vist højt niveau på dagen, hvor Bengtsson endda fik scoret til 2-0 i 4-1 sejren, mens Andreas Laudrup fejlagtigt fik underkendt et mål for offside.
– Pierre Bengtsson viser, hvad han er for en type. Han er dygtig med bolden, vælger rigtigt, har nogle gode indspil og vil med frem. Det var en fin debut for ham, siger Morten Wieghorst.
– Andreas Laudrup viser, at han er svær at håndtere, hvis han får pladsen til det, og det er ærgerligt, han ikke lige får scoret.
Undervejs i kampen fik netop Laudrup demonstreret, at hans fars fodboldgener ikke er gået tabt. Hans snævre driblinger og skarpe detaljer var en fornøjelse af følge, og det kneb gevaldigt for AB-forsvaret at følge med.