
Det handler om at være bedst på en lang række områder inden for salg og service, og det er blandt meget andet kundetilfredsheden, der er målet for den årlige kappestrid.
– Vi er utrolig glade og stolte over titlen. Den viser noget om, hvad det betyder, når medarbejdere og ledelse trækker på samme hammel og arbejder for et fælles mål, siger direktør Peter Klarskov.
Han repræsenterer tredje generation i Klarskov-familien, Kalundborgs VW-forhandler siden 1951. Virksomheden beskæftiger 19 medarbejdere i salgsafdeling, på værksted og lager, og alle medarbejdere kan nu glæde sig til prisoverrækkelse og fest arrangeret af den danske VW importør, Skandinavisk Motor Co.