VM-smitte: Landstræner beder fløjreserve holde sig klar

Magnus Bramming skal træde ind i VM-truppen, hvis ikke Emil Jakobsen kan teste negativ for coronavirus.

VM-smitte: Landstræner beder fløjreserve holde sig klar
Emil Jakobsen var ramt af coronavirus i november. Fredag blev han igen testet positiv og kan foreløbig ikke spille ved VM.
Emil Jakobsen var ramt af coronavirus i november. Fredag blev han igen testet positiv og kan foreløbig ikke spille ved VM.

Emil Jakobsens drøm om VM-debut i Egypten har udviklet sig til en kamp mod uret.

Efter at fløjspilleren fredag blev testet positiv for coronavirus, er det usikkert, hvornår han er klar til at træde ind i turneringen. Og om han overhovedet når det.

Derfor har landstræner Nikolaj Jacobsen allerede bedt en afløser om at holde sig klar til at rejse til Kairo.

– Vi har taget fat i Magnus Bramming i Holstebro og bedt ham om at få lavet en pcr-test, så vi kan kalde ham herned, i tilfælde af at det har længere udsigter med Emil, siger Nikolaj Jacobsen.

Situationen kompliceres yderligere af, at truppens anden venstrefløj, Magnus Landin, også har været ramt af sygdommen og hverken kunne træne eller spille kampe i det meste af december.

Indtil Emil Jakobsen får grønt lys, eller en reserve bliver hentet til Egypten, står han til at skulle spille fuld tid i samtlige kampe.

– Vi giver lige Emil nogle dage endnu, og ser hvordan de næste test udvikler sig. Vi får også lidt mere specifikke tal, så vi kan se, hvor mange antistoffer han har i kroppen, siger Nikolaj Jacobsen.

Landstræneren har ikke lagt sig fast på en grænse for, hvor længe han kan vente på, at den uheldige GOG-fløj leverer en negativ test.

Foreløbig er han klar til at spille de to sidste indledende VM-kampe med kun én spiller på yderpositionen i venstre side.

– Jeg har i hvert fald råd til at vente til at give Emil chancen for at kunne støde ind i turneringen i mellemrunden, fastslår Nikolaj Jacobsen.

Danmark møder DR Congo og Argentina i de to sidste kampe i indledende runde. De opgør spilles henholdsvis søndag og tirsdag.