Flemming Villadsen retter skytset mod Christiansborg, når han skal udpege synderne, der har ansvaret for Allerøds økonomiske problemer.
"Det er VKO på Christiansborg, der er skyld i besparelserne i Allerød. VKO har valgt at føre en økonomisk politik, hvor Danmark skal spare sig ud af krisen. Det betyder blandt andet voldsomme besparelser i den kommunale økonomi", siger Flemming Villadsen forud for budgetseminaret, hvor byrådet skal finde besparelser for 100 millioner kroner.
"Regeringen siger ganske vist, at der bare er tale om nulvækst. Men går man tættere på tallene, er realiteten en ganske anden. Kommunerne har stærkt stigende udgifter til det specialiserede socialområde, og dertil kommer den kendsgerning, at der bliver flere ældre, som skal have hjemmehjælp og plejehjemsplads, mens der bliver færre erhvervsaktive til at betale skat. I Allerød giver det sig udslag i voldsomme besparelser på alle kerneområderne. Besparelser vi som socialdemokrater også er med til at gennemføre. Ikke af lyst, men af bitter nød", siger Flemming Villadsen.