Vindere får et års husleje betalt

GYLDNE NØGLER De tre vindere af første runde af Lokalbankens iværksætterkonkurrence har netop fået overrakt nøglen til nye lokaler i C4 Videncenter. I begyndelsen af marts måned lød startskuddet for Lokalbankens iværksætterkonkurrence. Det er tre ambitiøse og idérige iværksættere, der har vundet første runde, og deres præmie er et års gratis husleje i C4 Videncenter i Hillerød. I fredags fik de overrakt nøglen til deres nye kontor i C4, og det næste år skal de dyste mod hinanden om at vinde hovedpræmien på 100.000 kr.

Både viden- og teknologiniveauet er højt i alle tre projekter. På den måde matcher de regeringens mål om, at Danmark skal være et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund, som bedst muligt kan håndtere de udfordringer, der følger med globaliseringen.

Sempack ApS er navnet på den ene virksomhed. Manden bag hedder Niels Vagn Pedersen, og hans mål er at levere rådgivning og tekniske services, der skal hjælpe virksomheder med at få overblik over deres fremstillingsproces. Sempack kortlægger det integrerede kredsløb i virksomheden og sætter ind der, hvor effektforbruget kan reduceres.

Den anden vinder, Pirutech, vil lave et apparat, der gør livet lettere for sygeplejersker og andre i plejesektoren. Mange i plejesektoren har nemlig fysiske gener, bl.a. ømme fingre, af at trykke hundreder eller tusinder piller ud af medicinpakninger hver eneste dag (de såkaldte blisterpakninger). Mændene bag Pirutech er far og søn, Palle og Lars Hobbolth.

I det tredje vinderprojekt bliver der blandt andet trukket på erfaringerne fra Flyvevåbnet, når CAVAD Systems vil præsentere deres videoovervågning for omverdenen. Flemming Bo Pedersen, Rikard Nielsen og Marc Nielsens vision er at flytte den "almindelige" videoovervågning fra en præventiv og efterforskende rolle til en foregribende rolle, før eller under en evt. terrorhændelse. Lokalbanken vil følge de tre virksomheder på nært hold, og om et år vil den virksomhed med størst succes få overrakt hovedpræmien på 100.000 kr.