
Linda Villumsen havde frygtet, at ruten til lørdagens linjeløb var for hård, og hun skulle vise sig at få ret. Selvom hun angreb og angreb mod slutningen, fik hun kun et hul på mellem fem og 10 sekunder og blev siden hentet og endte på 16.-pladsen, men den unge danske deltager ved VM i cykling er glad for, at hun trods alt havde forsøgt sig.
– Jeg vidste, at det ville blive svært med den hårde rute. Jeg sad med, som jeg skulle, og jeg forsøgte mig da. Jeg føler, at jeg gjorde, hvad jeg kunne. Havde jeg fået et større hul, var det måske gået anderledes, siger Linda Villumsen, der onsdag beviste, at hun er i god form ved at vinde VM-bronze i enkeltstart.
Den anden danske deltager, Trine Schmidt, udgik på den sjette af de i alt ni omgange på den 124,2 kilometer lange rute.