Af Bjarne Hjorth Andersen
Varpelev Bygade 12, Hårlev
Historien er fuld af paradokser. For nogle årtier siden introduceredes begrebet informationssamfund. Det refererede til det væsentligste træk i den aktuelle samfundsudvikling: en eksponentiel vækst i informationsmængden og i de teknologiske muligheder for udbredelsen af denne information samtidig med it-teknologiens facilitering af hver enkelt borgers mulighed for selv at informere og formulere sig. Nogle talte endda om ytringsfrihedens og demokratiets definitive gennembrud.
I dag ser virkeligheden unægtelig ganske anderledes ud. Man havde åbenbart ikke forestillet sig, at de samme informationsteknologier, der kunne anvendes til at sprede interessant, nyttig og pålidelig viden, kunne anvendes til det stik modsatte. Myter, løgne og forvrænget virkelighedsopfattelse har altid eksisteret, men meget indikerer, at det aldrig før har haft den vægt og udbredelse, som de elektroniske medier har medvirket til at skabe. Man kan lige forestille sig Goebbels' begejstring over så overdådigt et tag-selv-bord.
Blandt flere betænkelige udviklingstræk kan nævnes den stigende andel af politikere, der helt eller delvist har flyttet deres kommunikation fra traditionel interaktion med borgerne over til de underlødige medier (Twitter, Facebook osv.). Samtidig er ejerskab og kontrol med disse medier i hænderne på få, magtfulde koncerner og enkeltpersoner. En stigende andel af befolkningen får deres nyhedsformidling via bevidsthedsindustriens streamingtjenester, hvor kompetent journalistisk formidling er sjælden.
Ofte er denne nyhedsformidling så ensidig, at modtagerne reelt befinder sig i et informativt ekkokammer. Mange af disse meningsdanneres forhold til virkeligheden illustreres af følgende udtalelse (opfanget på et amerikansk medie): »Hvis jeg siger, at himmelen er violet, så er den sgu violet for mine followers – selv om jeg med et blik ud af vinduet kan se, at den er blå«.
Ekkokammmereffekten viser sig tydeligt i mange internetfora, hvor uvidenhedens magt demonstreres: Skråsikre og uargumenterede påstande om alt mellem himmel og jord, befriet for de forbehold og nuancer, som viden om emnet kunne føre med sig. Desværre ser det ud til at inspirere nogle politikere og meningsdannere. Sammenligner man den offentlige debat for 30-40 år siden med den aktuelle, mener jeg, at der kan konstateres en trist tendens: Synspunkter formuleres mere firkantet og ledsages af færre argumenter.
Det ser altså ud til, at vi er havnet i det paradoks, at vi aldrig tidligere i historien har haft mulighed for så omfattende en viden om vores omverden, samtidig med at omfanget af uvidenhed, fordomme og forvrænget virkelighedsopfattelse aldrig har været større.
