
Oprykkeren Viborg FF tog søndag en 2-1-sejr over FC Nordsjælland i Superligaen og kom på den måde flyvende fra start i landets bedste række.
Lars Friis var derfor en glad Viborg-cheftræner, men han understreger, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Det helt store mål efter oprykningen er således overlevelse, men det er vigtigt, at sæsonen ikke kommer til at handle om frygten for nedrykning.
– Vores målsætning er at opnå minimum top-10. Det handler ikke om at undgå nedrykning, men om at opnå endnu en sæson i Superligaen.
Det er ikke kun for spillerne, at retorikken, om at opnå fremfor at undgå, betyder noget. Det er også vigtigt for Viborg som helhed, understreger Lars Friis.
– Når vores sælgere skal ud og snakke med vores partnere, så er det vigtigt, at de ikke snakker om at undgå noget. Så bliver organisationen og klubben lidt dyster.
Lars Friis var efter kampen særligt begejstret over, at Viborg lykkedes med at slå lige præcis FC Nordsjælland.
– Vi har ikke slået dem siden 2006. Det er min hadebane nummer ét her på Right to Dream Park, fordi det er så pivsvært at spille her.
Anderledes skuffet var FCN-profilen Magnus Kofod efter nederlaget.
– De første 20 minutter lykkedes vores plan meget godt.
– Men så begyndte vi at spille ind i deres pres, og så smadrede de os. Derudover gav vi dem alt for mange standardsituationer, som, vi ved, er deres våben.
Magnus Kofod startede ude i søndagens opgør, og det er der en god forklaring på, fortæller han.
– Jeg har været i isolation i seks dage, fordi jeg var nærkontakt til en coronasmittet. Heldigvis har jeg ikke selv haft det, men jeg har ikke kunnet træne med holdet i en uge, og så giver det selvfølgelig god mening, at man ikke kan starte inde.