Et flertal i Hørsholm Kommunalbestyrelse bestående af borgmester Uffe Thorndahl, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Konservative er enige om, at der skal findes penge i budget 2009 til at gøre skatebanen ved Hørsholm Idrætspark færdig.
"Det er en skændsel, at vi har en død byggeplads stående som noget af det første, vores brugere og gæster i Idrætsparken møder", siger Henrik Klitgaard (R).
"En masse unge skatere har ventet i mange år på at få en spændende bane til at dyrke deres store passion. Det er derfor ekstra trist med denne kedelige sag. Banen skal gøres færdig hurtigst muligt", siger Hanne Lommer (S).
"Som det ser ud lige nu, kan vi ikke gøre noget før uenighederne mellem den entreprenør, som påbegyndte byggeriet og kommunen er afgjort. Det giver derfor ingen mening med en tillægsbevilling i indeværende budgetår", Isabella Meyer (K).
De tre partier og borgmester Uffe Thorndahl er derfor enige om, at der skal afsættes de nødvendige ressourcer på budgettet i 2009 til at få banen gjort færdig, og tiden frem til budgetvedtagelsen skal bruges til at få belyst, hvordan projektet kan færdiggøres, hvad der skal til, og hvad det koster.
Dette afklaringsarbejde skal ske på tværs af de to fagområder Kultur & Fritid og Teknik & Miljø, således at både det tekniske og det idrætsmæssige tilgodeses og sikres i den videre proces.