"Borgerne i det her område kommer aldrig til at opleve en "Bodil" igen."
Sådan lød løftet fra borgmester Joy Mogensen (A) til de mange nervøse Jyllinge-borgere, der var mødt frem for at høre om sikringen af Jyllinge Nordmark fredag, hvor det endnu er uklart præcist, hvordan stormen Dagmar kommer til påvirke vandstanden i Roskilde Fjord.
Og også Lars Robétjé, beredskabschef for Roskilde Brandvæsen gjorde sit til at nedbringe nervøsiteten.
"Vi har fuldstændig styr på situationen," forsikrede beredskabschefen tilhørerne og fortalte, at beredskabsstyrelse, hjemmeværn og politi har været i gang med arbejdet med at sikre borgerne mod oversvømmelser siden torsdag morgen.
Der er blandt andet allerede lagt store vandtubes rundt i området, og i de kommende timer bliver der lagt sandsække ud på nøje planlagte områder – Meget gerne med hjælp fra borgerne, men borgerne skal ikke selv tage styrringen over sikringen
"Vi ved at prognosen vil gå omkring 1,33, som det ser ud lige nu, og vi laver en vandsikring, der svarer til at vi kan klare vand op til 1,50 meter, så vi har en god buffer. Og skulle det vise sig, at vandet skulle stige op over 1,50, så har vi også plan B klar," lød det fra Lars Robétjé, som fortsatte:
"Vandspejlet vil toppe i morgen ved midnat, og der er vi fuldstændig på plads."