En kommune vil gerne udvide sit i forvejen grønne fjernvarmesystem. Men det lader sig ikke gøre, fordi kommunen er tvunget til at vælge den billigste løsning frem for den mest klimavenlige.
Eksemplet er langt fra tænkt, og netop den slags forhindringer gør det vanskelig for kommunerne at bidrage til den grønne omstilling og regeringens målsætning om at reducere den danske CO2-udledning i 2030.
Men forhindringerne kan undgås, hvis kommunerne bliver inddraget i, hvordan regeringens klimahandlingsplan, der skal lede Danmark mod målet, bliver udformet, lyder det fra en kommunal klimaaktør og kommunerne selv.
– Kommunerne er nødvendige for at nå målet, fordi tingene skal realiseres ude lokalt, slår Sara Røpke, der er kontorchef for Teknik og Miljø hos kommunernes politiske interesseorganisation, Kommunernes Landsforening (KL), fast.
– Hvis man skal have borgerne til at sortere deres affald og få mere genanvendelse, så er det jo kommunerne, der har myndighedsansvaret for affaldsområdet og kontakten til borgerne. Det er også kommunerne, der laver rammerne for, hvordan byerne udvikler sig, for kollektiv transport, og for om man har gode muligheder for at cykle, forklarer hun.
Inddrag kommunerne
Hos den grønne samarbejdsorganisation for blandt andet kommunerne Gate 21 kalder direktør Poul Erik Lauridsen det »en fejl«, at kommunerne ikke har været inddraget i regeringens 12 klimapartnerskaber med erhvervslivet.
– Målet kan ikke nås uden strategiske energiplaner i kommunerne og integration af klimamål i offentlige indkøb, siger han.
En af de kommuner, som er længst fremme og producerer otte gange så meget vedvarende energi, som de selv kan bruge, og som i 2030 vil være CO2-neutral, stemmer i.
– Jeg synes, at ministeren bør bruge de aktører, der findes ude i kommunerne og inddrage dem i langt højere grad til at udvikle en klimahandlingsplan. Kommunerne er en del af, at regeringen kan nå det mål, de selv har sat op, lyder det fra Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).
Klimarådet tillægger det stor værdi, »at det offentlige går forrest i den grønne omstilling« i dets seneste rapport fra tidligere på året. »Derfor skal klimaambitionerne allerede nu indarbejdes i de offentlige beslutninger«, hedder det blandt andet.
Oprydning
Som de seneste par måneders artikler i nærværende avis om lokale grønne succesprojekter illustrerer, så sker der allerede en masse klimaomstilling lokalt. Og mange kommuner prøver at blive grønne, fortæller både Poul Erik Lauridsen og Sara Røpke.
Men for at kommunerne kan komme videre, har de brug for at få ryddet op i en masse regler og afgifter, der står i vejen for, at de kan vælge klimavenlige løsninger.
Poul Erik Lauridsen har oplevet mange eksempler på, at kommunerne ikke bruger den varme, deres industrifabrikker har tilovers fra deres produktion, fordi overskudsvarmen er afgiftsbelagt, og det kan derfor ikke betale sig.
Ifølge Skatteministeriets egen analyse fra 2018 er der i omegnen af 12,5 petajoule industriel overskudsvarme, der ikke bliver udnyttet i dag. Det er nok varme til at forsyne 128.000 almindelige huse.
Overskudsvarmen kan man sende ind i de kommunale fjernvarmesystemer, men også her skal kommunerne tage hensyn til deres økonomi, når de laver varmeplanlægning. Selvom det fjernvarmesystem, de gerne vil udvide, måske allerede er CO2-neutralt, foreskriver de samfundsøkonomiske regnemodeller, at bundlinjen er vigtigst, forklarer Poul Erik Lauridsen.
– Vi har brug, at den nye klimahandlingsplan får ryddet op i de her ting, så det bliver meget lettere at favorisere vedvarende energikilder frem for fossile energikilder. Ellers kommer vi ingen vegne, for så sidder man hele tiden og laver et regnestyke, hvor det er billigere at rulle naturgas ud – og så bliver det naturgas, man vælger, siger han og fortsætter:
– Så vi fyrer for gråspurvene med den ene hånd og investerer i naturgas med den anden. Det giver ingen mening.
Ingen solceller på taget
Hos KL kender Sara Røpke til lignende problemer. Et eksempel, som mange kommuner vil genkende som klassisk, er nemlig en regel for solceller på kommunale bygninger, der blev vedtaget i 2013.
Politikerne på Christiansborg mente ikke, at børnehaver og plejehjem selv skulle producere strøm, så reglerne kræver nu, at solcelleanlæg skal drives som selvstændige selskaber, der betaler moms og afgifter, har en bestyrelse og så fremdeles.
Altså umiddelbart en ekstra administrativ og økonomisk byrde for kommunerne. Men Christiansborg ville sikre sig, at de kommunale budgetter ikke blev udsat for økonomiske risici ved eksempelvis at komme til at købe solceller af dårlig kvalitet. Og nok mindst lige så væsentligt var, at kommunerne ville betale færre afgifter for strøm, hvis de selv producerede mere og mere af den.
– Den regel betragter vi simpelthen som et unødvendigt benspænd for en lokal klimaindsats, siger Sara Røp- ke, ikke mindst fordi reglen kun gælder for kommunerne og ikke for regionerne og staten.
Klimakrav til byggeri?
Når regeringen og politikerne er færdige med at rydde grundigt op i utilsigtede og ikke-klimavenlige regler og afgifter, har kommunerne og Gate 21 en ønskeseddel med nye tiltag til regeringens klimahandlingsplan.
Faktisk beder de regeringen stille større klimakrav i stort set al lovgivning, den sender kommunernes vej.
Helt aktuelt suspenderede regeringen for nyligt det kommunale anlægsloft for at holde gang i økonomien under coronakrisen. Det betyder, at kommunerne kan fremrykke en masse byggeprojekter og på den måde holde folk i arbejde.
Men hvorfor er der ikke stillet den betingelse til kommunerne, at de anlægs- og byggeinvesteringer, de foretager, skal bidrage til klimamålsætningen?, undrer Poul Erik Lauridsen sig.
Besparelse på indkøb
Hvert år køber den offentlige sektor, altså kommuner, regioner og stat, kuglepenne, biler, computere, mad til plejehjemmene og alt muligt andet ind for godt 330 milliarder kroner.
Hvis kommunerne får stillet et krav om at reducere bare 10 procent af udslippet fra deres indkøb, vil de spare to millioner ton CO2 om året ifølge grønne tænketank CONCITOs beregninger.
Det ville have cirka samme effekt for klimaet, som hvis man fjernede 650.000 biler fra vejene – eller godt en fjerdedel af alle danske biler.
Det står naturligvis den enkelte kommune frit for selv at prioritere grønt i deres indkøb, og det er der også flere og flere kommuner, der gør, fortæller Gate 21's direktør. Alligevel efterlyser han nationale retningslinjer og krav.
– I en travl hverdag, når man skal lave et udbud, og man har mange andre opgaver, man også skal løse, så hiver man jo det gamle udbudsmateriale op af skuffen og tilpasser det. Så det er også en kulturændring, der skal hjælpes på vej, siger han.
EU's udbudsregler, som de danske kommuner er forpligtede til at overholde, tilsiger desuden, at offentlige myndigheder skal prioritere den billigste løsning og ikke den grønneste, fortæller Poul Erik Lauridsen.
LED-lampe-shopping
I Hersted Industripark mellem Glostrup og Albertslund kan man finde en lidt anderledes form for butiksvindue. På i alt 12 kilometer vejstrækning kan man, hvis man er kommunal indkøber, gå og kigge på det seneste inden for udendørsbelysning til gaderne i ens kommune.
Poul Erik Lauridsen fortæller om Danish Outdoor Lighting Lab, som lampeudstillingen hedder, og som Gate 21 står bag, for at illustrere et andet ønske fra listen. Han mener nemlig, at kommunerne mangler overblik over, hvilke klimavenlige produkter, der er tilgængelige, når de handler ind.
– Vi har været ude og skrue masterne og armaturerne op. Du kan komme ud og stå og se op i belysningen og se, om den er irriterende eller god. Du kan få data på, hvor meget energi, man kan spare, hvis køber den lampe, fortæller han.
Og netop videndeling står også centralt for KL i den nye fælleskommunale indkøbsstrategi »Indkøb med mening«. Men for kontorchef Sara Røpke er det ikke kun de konkrete produkter, der mangler overblik over.
Nødvendig viden
– I den fælleskommunale indkøbsstrategi sætter vi derfor ord på et ønske om at styrke kommunernes mulighed for at foretage bæredygtigt indkøb og udbud og sikre kommunerne bedre information og viden om, hvor man for eksempel får mest CO2 for pengene, og hvilke prioriteringer der er oplagte: Økologi, miljømærker, madspild, transportreduktion og så videre, siger hun.
Eksempelvis har Gladsaxe Kommune sparet tre fjerdele af energiforbruget i nye bygninger og 90.000 kroner årligt i forhold til et gennemsnitligt dagtilbud ved at bygge svanemærkede børnehuse med fokus på både økonomi, miljø og arbejdsmiljø.
– Der er nogle kommuner, der har erfaringer med, at det ikke nødvendigvis koster mere at købe klimavenligt ind. Og det er sådan nogle erfaringer, vi gerne vil have bredt ud.
Derfor skal kommunerne samarbejde, mener Gate 21. Faxe, Roskilde og Kalundborg kommuner er gået sammen i et projekt, som handler om netop at udskifte de gamle glødepærer med nye LED-lamper i gadebelysningen, og kommunerne sparer helt op til 75 procent af energiforbruget.
– Ved at indgå i den slags samarbejdsprojekter, så kan du dele den viden med andre kommuner, som står med en lignende udfordring. Du kan også nogle gange få et bedre tilbud fra leverandøren af belysningen, hvis der er flere kommuner, der køber ind sammen.
Men, indvender Poul Erik Lauridsen, kommunerne er først og fremmest sat i verden for at servicere deres borgere. Så hvis kommunerne skal samarbejde og udveksle erfaringer, kræver det ekstra ressourcer – eller på almindeligt dansk: penge.
En mindre pulje
Og her når vi i vores fortælling om kommunernes rolle i klimaomstillingen til det punkt, hvor vi ikke længere kan ignorere den elefant, der vil være til stede i rummet under hele forløbet omkring regeringens handlingsplan: Hvem skal betale gildet?
Hos både Gate 21 og KL mener man, at det kan blive nødvendigt at sende flere penge, hvis kommunerne skal gå forrest i klimakampen. Men pengene gør det ikke nødvendigvis i sig selv, og i virkeligheden er det ikke uoverstigelige summer, der vil være tale om, lyder det.
– Hvis vi kan stille nogle penge til rådighed for kommunerne, hvor de kan søge hjælp til at komme i gang med at føre grønne omstillingsprojekter ud i livet, og få fornyet deres klima og energiplaner, så de lever op til Paris-målsætningen, vil vi kunne skabe meget mere handling, siger Poul Erik Lauridsen.
– Det behøver ikke være mange penge – 100 millioner om året til 98 kommuner. Det er jo forsvindende lidt i forhold til, hvad vi ruller ud af hjælpepakker, og i forhold til, hvad vi bruger på forskning.
Han er ikke imod at investere i forskning, men forskning er langsigtet, påpeger han, og kan opfinde nye klimavenlige løsninger til fremtiden. Men 70 procentsmålet er kun 10 år væk, og derfor mangler der lidt håndører til de ting, kommunerne allerede kan gøre nu, og de teknologiske løsninger, der allerede eksisterer.
En klassisk princip
For KL handler det med pengene først og fremmest om, at regeringen ærer et helt klassisk princip: Hvis kommunerne får nye opgaver, så skal der følge finansiering med til at løse opgaven. Og i klimaomstillingen er der en række områder, hvor det giver bedst mening, at kommunerne løser opgaver, som de ikke hidtil har gjort.
– Det kan være, hvis kommunerne skal have en opgave med at lave strategisk energiplanlægning. Det er en opgave, som er vigtig for den grønne omstilling, og som kommunerne skal afsætte tid til, og så plejer man at aftale, at der knytter sig nogle penge til det, hvis den skal føres ud i livet, siger Sara Røpke.
– Men formålet med vores udspil er også at sige, at det ikke kun handler om penge, tilføjer hun.
– Formålet er også at sige, at der er brug for at se på reglerne og brug for styrket samarbejde for at nå klimamålet, og dermed også brug for den rolle, som kommunerne spiller, slutter hun.
