
Hillerød: Alle, der holder af at kælke og bygge snemænd i juletiden, bliver skuffede i år. Vi får ingen hvid jul i 2010. Til gengæld bliver sommeren flot og solrig med både vind og nedbør i den lette ende af skalaen.
Det kan man læse sig til i Svend Eriks Vejrprognose 2010 – et hæfte, der gennemgår det skiftende vejr måned for måned i løbet af året.
Bag prognosen står Svend Erik Knudsen, der nu for 12. år i træk forsøger sig som spåmand ud i det meteorologiske. Og indtil videre har han ramt plet med forudsigelserne for 2010.
– Januar og februar har jeg ramt helt perfekt. Det ligner, at marts bliver 70-80 procent rigtig. Det har været en hård, lang vinter, og vi skal frem til midten af marts, før vi er ude af den. Til gengæld fornemmer jeg, at vi får en rimelig god sommer, så man behøver ikke at rejse sydpå for at få sol i år, siger Svend Erik Knudsen.
Inden sn.dk's læsere farer ud og afbestiller sommerferien, er det måske på sin plads at nævne, at Svend Erik Knudsen selv tager sine prognoser med et gran salt.
– Det her er jo bare en leg. Prognosen skal ikke tages for bogstaveligt, for det kan ikke lade sig gøre at forudsige vejret. Så behøvede vi jo slet ikke DMI. Det her er min hobby og min interesse, siger han – og lover, at der også kommer en prognose for 2011, hvis helbredet holder til det.