Kræftafdeling i fare for at blive sparet væk

Foto: Fotograf Lars Skov
250209 Frederikssund, den nyeste CT-scanner, modelfoto.
  Foto: Lars Skov
250209 Frederikssund, den nyeste CT-scanner, modelfoto. Foto: Lars Skov © Fotograf Lars Skov

Nordsjælland: 200 uhelbredeligt syge kræftpatienter fik sidste år lettet deres sidste tid på Palliativt Afsnit på Frederikssund Hospital, hvor der er plads til at syv patienter og pårørende kan indlægges. På afdelingen får patienterne symptombehandling og smertelindring.

Men i hospitalsledelsens sparekatalog bliver det foreslået, at afdelingen nedlægges. Der skal altså ikke længere være en palliativ afdeling med sengepladser i Nordsjælland – den nærmeste vil være afdelingen på Bispebjerg Hospital i København, hvor der er 12 sengepladser.

Regionsrådet skal i den kommende tid tage stilling til forslaget. Socialdemokrat Per Seerup tror ikke på, at forslaget gennemføres.

– Der skal ikke være ringere service på kræftområdet. Derfor forstår jeg slet ikke det forslag, for det er i modstrid med det vi har arbejdet for, siger han.

Vicedirektør Anders Kyst fra Hillerød Hospital, som det palliative afsnit hører under, bekræfter, at det ligger i forslaget, at der ikke længere vil være palliative sengepladser i den nordlige del af Region Hovedstaden. Det skulle have været i Hillerød, men der er ifølge vicedirektøren ikke kvadratmeter til at oprette afdelingen.