Vestegnens vilde natur

Mette Millner Raun, Naturvejleder på Ishøj Naturcenter

Vilde dyr. Vilde smage. Vildt højt. Vildt mørkt. Og vildt vejr.

Vores natur er vild – og vildt sej. Dyr og planter overlever vinteren, og om sommeren er de allevegne!

Vild er havet i stormen og vildt fantastisk er solnedgangen i havblik. Vær vild i skoven med vennerne eller bliv vildt interesseret i svampe, dyr eller planter. Bliv vild med at klatre i træer og vild med at møde vilde dyr i naturen. Far vild i naturen og find sammen igen. Oplev natur, hvor du er vildt langt fra alt og nyd den vilde stilhed og storhed. Skab mere vild natur hvor du bor eller i naturen – det hjælper den vilde mangfoldighed. Brug naturen vildt meget og få vild lyst til at komme tilbage for at opleve, blive tryg, blive overvældet, blive afslappet, blive klogere, venligere og sikkert vildt glad.

September måned er af mange kendt for Naturens Dag og Naturens Uge, den anden uge i måneden. Temaet skifter hvert år, men har den fællesnævner at inspirere danskerne til at bruge og nyde naturen.

I år er temaet "Vild i naturen". Her får du fem bud på, hvordan du kan være vild i naturen på Vestegnen. Prøv om du kan sætte hak ved alle oplevelserne, når måneden er gået.

1. Vilde dyr

Hvad er det vildeste dyr du kender i den danske natur?

Nogen vil måske mene grævlingen, som er vores største landlevende rovdyr. Andre tænker måske, at det er den giftige slange hugormen. Andre igen synes måske at hvepseedderkoppen er den vildeste, for dens flotte farver og sjældenhed.

Lav en liste med de fem dyr, du syntes er de vildeste og gå på opdagelse i Vestegnens natur efter dem. Er du i tvivl om hvor du skal lede, så gå ind på www.naturbasen.dk hvor en lang række af Danmarks dyrearter og deres levesteder er registreret.

2. Vilde smage

Har du smagt det danske svar på wasabi? Den er vildt stærk, men også vildt lækker i en dressing. Det er i virkeligheden en plante, der hedder strandkarse, som du for eksempel kan finde i Strandparken ved Ishøj.

Judas øre, det lyder måske ikke som noget der kan spises, men det er faktisk en vildt sej svamp, der primært gror på hyldetræer, blandt andet i Brøndbyskoven. Den smager lækkert, hvis du steger den af i smør og serverer på et stykke ristet brød.

I det hele taget er der meget lækkert, spiseligt i naturen på Vestegnen, og vil du inspireres til, hvordan du kan give din madlavning et vildt pift, så hent app'en "Vild Mad" til din smartphone.

3. Vildt højt

Der er flere måder at komme vildt højt op i naturen på Vestegnen.

Du kan finde et træ og begynde at klatre, men du kan også besøge Herstedhøje. Toppen af Vestegnens højeste punkt ligger 67 meter over havet, og derfra er der en vild udsigt over hele egnen. I horisonten ses tårnene i Indre København tydeligt, og det er også muligt at skimte Stevns Klint og Roskilde domkirke i klart vejr.

4. Vildt mørkt

Natten på Vestegnen kan sagtens blive vildt mørk.

Søg så langt væk fra gadelamper og beboelse som du kan. Du kan for eksempel tage til stranden, eller ud i Vestskoven, her er der god mulighed for, på en klar aften, at beundre den vildt flotte stjernehimmel.

5. Vildt vejr

Det begyndende efterår byder på mange typer vejr; den smukkeste blå september himmel, kraftig vind og heftig regn. Med den rette påklædning er det en vildt fed oplevelse at være midt i det.

Naturens Dag på Vestegnen

På www.naturensdag.dk kan du finde en række spændende tilbud, som du kan deltage i på Naturens Dag den 13. september.

Udvalget er desværre ikke helt så stort som normalt, da en del arrangementer er aflyst på grund af Covid-19.