Den er lille, gullig og knoldet, men repræsenterer på forskellig vis alt det gode ved dansk mad. Derfor er kartoflen blevet valgt som "maskot", når Danmark til sommer deltager i Verdensudstillingen EXPO 2008 i Zaragoza i Spanien.
Som repræsentant er det ikke ligegyldigt, hvordan man ter sig og tager sig ud i det store udland, og derfor har 110 medlemmer af Kost & Ernæringsforbundet brugt henved tre måneder på at kreere den helt rigtige menu med kartoflen i centrum under overskriften Den Gode Hverdagsmad. Resultatet kunne i sidste uge ses på Erhvervsskolen i Hillerød, få uger inden kartofler og medlemmer drager sydpå.
"Kartoflen er det, som alle forbinder med det varme måltid i Danmark og på smørrebrød. Og så er det en god vane at spise kartofler, som indeholder mange C-vitaminer og kulhydrater," forklarer Alice Linning, formand for Kost- & Ernæringsforbundet i Region Nordsjælland, om valget af Danmarks kulinariske maskot.
Til daglig laver Kost- & Ernæringsforbundets medlemmer mad i blandt andet plejehjem og kantiner i hele landet. Derfor tager menuen sit udgangspunkt i fire fiktive persontyper, som medlemmerne til daglig har berøring med. På den måde vil forbundet illustrere, at mad handler om mere end næring. Det handler om at udnytte den faglige viden til at målrette maden mere hensigtsmæssigt og skabe oplevelser for de forskellige typer.
Derfor giver menuen også mulighed for at være sammen med andre om måltidet, mens man spiser. For eksempel hører der til kartoffelmaden et fint opstillet panel med henholdsvis bløde, ristede og rå løg, som man efter behag kan tilføje – det gør maden sjovere både smagsmæssigt og socialt.
"Med Den Gode Hverdagsmad vil vi vise, at mad i store portioner kan være lige så godt som det, en enkelt kok kan lave på en restaurant. Oplevelser omkring mad er vigtige, fordi det gør maden vedkommende og skaber tryghed og glæde for brugerne," siger Alice Linning.
Det kan Camilla Rønning Jølver genkende fra sit arbejde på Blindehjemmet Bredegaard i Fredensborg.
"Mange vil gerne prøve noget nyt, og så kan vi hjælpe dem med vores baggrund. Der skal være lagt noget kærlighed i det hele vejen igennem, og det er nemt nok, hvis man bare kender målgruppen. Det er bare ikke det samme at servere noget rugbrød fra i forgårs med nogle glaskartofler ovenpå," pointerer hun.
På udstillingen i Spanien har kartoflen fået følgeskab af blandt andet frikadeller, stuvet hvidkål og jordbærgrød. Når det hele er overstået hen på sommeren, er det meningen, at medlemmerne skal tage både menu, inspiration og erfaringer med sig hjem fra Zaragoza og udbrede budskabet om Den Gode Hverdagsmad på mere hjemlige breddegrader.