
Louise Nordahl Drejø Larsen, Lundevej 55, Kalundborg, skriver blandt andet:
Som sygeplejerske i det offentlige sundhedsvæsen var skuffelsen stor, da forhandlingerne sidste mandag gik i opløsning. Danske Regioners Bent Hansen tilbød sygeplejerskerne 13 procent i lønstigning over tre år og 14 procent, hvis vi arbejdede mere. Dette var opnåeligt før konflikten og har ikke meget med omdrejningspunktet at gøre, nemlig kampen om ligeløn og overenskomstkravet om 15 procent mere i løn over de næste tre år.
Vores budskab var klart fra start, og man efterlades med følelsen af manglende respekt for sygeplejerskerne og forståelse for sundhedsvæsnets udfordringer og rekrutteringsproblemer. Sygeplejerskerne er vigtige for den fremtidige kvalitet i det offentlige sundhedsvæsen.
Løsningen på konflikten handler blandt andet om prioriteringen af de økonomiske ressourcer, men regionernes stramme økonomi, fastsat af regeringen, vanskeliggør et tilbud indeholdende de nødvendige penge.
Indsats med nødberedskab og kampgejst
Konflikten kører på ottende uge og har krævet en kæmpe indsats. Tillidsrepræsentanterne har kæmpet for at få det hårde arbejde i nødberedskaberne til at fungere og opretholde kampgejsten. Den brede opbakning blandt befolkningen har betydet meget i hele forløbet.
Der er aflyst cirka 325.000 operationer og ambulante besøg. Hvor længe skal det fortsætte, før de ansvarlige politikere griber ind?
En regering i flyverskjul
VK- regeringen prioriterede et offentligt sygehusvæsen i verdensklasse højt, da der var valg, men har under konflikten ligget i flyverskjul. Den har begrundet det med værdierne i den danske arbejdsmarkedsmodel. Det regionale økonomiske fundament har dog afsæt i politiske prioriteringer, og regeringen er og bliver som øverste arbejdsgiver en vigtig medspiller i løsningen af konflikten.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen har det ultimative mandat. Ligeløn er et samfundsproblem, og vil regeringen et sundhedsvæsen i verdensklasse, må der være overensstemmelser mellem dens løfter og prioriteringer. Her rækker Bent Hansens tilbud på 13 procent ikke langt i på vejen mod ligeløn. Reelt betyder de 13 procent i stedet for de tidligere tilbudte 12,8, at en sygeplejerske vil få cirka 150 kroner, svarede til de 0,2 procent, mere om måneden inklusive pension og særlig feriegodtgørelse. Et tilbud, vi som sygeplejersker ikke kan acceptere.
@Brød.8.Franklin.u-indr.:Skribenten er sygeplejerske på Kalundborg Sygehus.