Venstre vinder stort ved skolevalg

8. klasserne på Vallerødskolen var til skolevalg og gav blå blok kæmpesejr

Foto: Morten Timm

Venstre har godt fat i ungdommen i Hørsholm – og eleverne i de ældste klasser. Det var torsdagens skolevalg på Vallerødskolen et klart bevis for. Med 42,3 procent af de afgivne stemmer blev partiet valgets store vinder i Hørsholm. Konservative blev det næststørste parti med 25,6 procent, hvorefter der var langt ned til Socialdemokraterne med 7,7 procent på tredjepladsen.

Skolevalget var afslutningen på ugers temaarbejde om politik, demokrati og mærkesager. Og noget tydede på, at det havde været med til at afklare elevernes politiske ståsted, for ingen af dem, som Ugebladet mødte ved stemmeboksen, var i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Eleverne fortalte også gerne, hvem de havde stemt på.

"Liberal Alliance," sagde Rebecca fra 8.B på Vallerødskolen.

"Jeg synes, at de har nogle gode holdninger og vil fjerne topskatten, ligesom de går ind for, at man skal klare sig selv og være sin egen lykkes smed. De andre partier holder hånden over dem, der ikke kan eller vil lave så meget. Det er ærgerligt for dem, der arbejder meget," forklarede Rebecca videre.

Klassekammeraten Natasja stemte SF og synes, at hun nu ved meget mere om politik. Før var hun i tvivl og synes, at det var svært.

Omkring 730 skoler landet over var med til torsdagens skolevalg – og landsresultatet gav også Venstre en klar sejr med 27,2 procent af stemmerne.

Rungsted Private Realskole gik ligeledes til stemmeurnene, og her satte 45,7 procent af eleverne kryds ved liste V.

Det er naturligvis en god nyhed for Venstre i Hørsholm. Partiets gruppeformand i Kommunalbestyrelsen, Annette Wiencken siger:

"Først og fremmest er jeg glad for, at de unge tager stilling, men jeg glæder mig også over, at de stemmer på Venstre. Jeg synes, at det tegner godt for fremtiden, hvis ungdommen allerede nu ser de liberale værdier i, at man skal tage ansvar for sig selv og at der følger pligt med rettigheder".

SKOLEVALG

Sådan stemte 8. klasserne på VallerødskolenParti    –  stemmer  –   procentSoc.dem          6          7,7Radikale          5          6,4Konservative  20        25,6SF                   2          2,6Liberal Alliance 4          5,1Krist.dem           0           0Dansk folkeparti 3        3,8Venstre            33      42,3Enhedslisten       4        5,1Blanke                1       1,9I alt blev der afgivet 78 stemmer