Venstre er ude på dybt vand

Partiet vil ikke bruge 60 mio. kr. på renovering af den gamle svømmehal, men vil have opført en ny i Gentofte Sportspark. Kulturarvsstyrelsen er jokeren i spillet om Kildeskovshallen

Et stort flertal i Kommunalbesyrelsen er parat til at bevilge 60 mio. kr. til renovering af den gamle svømmehal i Kildeskovshallen.

I første omgang er der afsat to mio. kr. til projektering for at skabe et beslutningsgrundlag for de nødvendige arbejder med renovering af beton- og stålkonstruktioner, udskiftning af rørsystemer, vandbehandlingsanlæg, ventilation mm.

Kun Venstre er imod renoveringen.

"Det er absurd at bruge 60 millioner kroner på renovering af alt under gulvhøjde i en utidssvarende svømmehal, som tilmed er lille og ikke har konkurrencemål," siger Mogens Vad (V), der i stedet ønsker opførelse af en ny svømmehal, mens den gamle kan ombygges til almindelig idrætshal:

"En ny svømmehal kunne passende opføres i den kommende Gentofte Sportspark eller eventuelt indgå i helhedsplanen for den nye Skovshoved Havn. I Nykøbing Sjælland har man for nylig indviet en stor svømmehal til 50 mio. kr., og set i det lys er det endnu mere forkert at bruge 60 mio. kr. på at renovere en utidssvarende svømmehal.

Lad os i stedet tænke stort og visionært og få en svømmehal med olympiske mål. Kulturminister Brian Mikkelsen vil gerne have OL til Danmark. Tænk, hvis de olympiske svømmekonkurrencer kunne blive afholdt i Gentofte."

Populistisk

Borgmester Hans Toft (V) kalder Venstres forslag populistisk, alene af den grund at Kildeskovshallens svømmehal for fire år siden blev fredet.

Fredningsmyndighederne vil ikke tillade, at vi rører en brik. Så man kan ikke bare lægge et gulv over svømmehallen og så bruge den til idrætshal. Og i øvrigt kan man ikke spille bold, eftersom hallen er ét stort vindue.

Desuden kører den gamle og den nye svømmehal på fælles rørsystem og teknik for at spare penge, og hvis rørsystemet ikke bliver renoveret, kan den nye svømmehal ikke fungere. Og netop renoveringen af rørsystemet udgør op mod halvdelen af udgiften på 60 mio. kr. Dertil kommer, at to svømmehaller på to forskellige adresser i kommunen vil kræve dobbelt bemanding og dermed øge driftsudgifterne tilsvarende", siger Hans Toft.

Verden ændrer sig

Jeg ved godt, at Kildeskovshallen er fredet og har en særlig konstruktion, så man ikke bare kan ændre noget uden tilladelse. Men vi lever i en verden i bevægelse, og det gør Kulturarvsstyrelsen også. Så vi skal ikke stoppe her, men gå i dialog med fredningsmyndighederne," lyder opfordringen fra Mogens Vad.

"Det eneste, vi får lov til, er at tømme svømmehallen for vand. Men det har ingen glæde af," mener borgmester Hans Toft.