Fredag 1. oktober inviterede Lyngspejderne i Køge Nord til åbent hus for at markere spejdergruppens 50 års jubilæum, og det blev en festlig dag med op mod 200 gæster og masser af aktiviteter.
Blandt gæsterne var både nuværende og tidligere spejdere, og et par af gæsterne havde endda været med fra starten i Lyngspejderne for 50 år siden. Dertil kom, at en del byrådsmedlemmer og gæster fra andre spejdergrupper også havde taget imod invitationen til at være med på dagen.
Der er i dag omkring 70 spejdere hos Lyngspejderne, hvor børn kan starte allerede i tre års-alderen sammen med deres forældre, og hvor mange efter endt spejdertid vælger at fortsætte som voksenspejdere eller hjælpere i forhold til hverdagsaktiviteterne i gruppen.
Gruppeleder Kenneth Klindt har været en del af Lyngspejderne gennem 30 år, og han glæder sig over en vellykket markering af jubilæet midt i en tid med medlemsfremgang for både den lokale spejdergruppe og spejderbevægelsen på landsplan.
– Vi er vokset de senere år, og jeg tror, naturen er en stor del af grunden. Folk efterspørger i stigende grad at være sammen med deres børn om aktiviteter i naturen, forklarer han.
Fælles weekendture ud i naturen to gange om året for hele gruppen er et af højdepunkterne hos Lyngspejderne.
– Det er rigtig hyggeligt, og der er stor opbakning til dem, fortæller Kenneth Klindt.
I forbindelse med åbent hus-arrangementet i fredags var der også sørget for en række aktiviteter. Man kunne blandt andet poppe popcorn over bål samt lave snobrød, og der var også lavet en lille udstilling med billeder, spejderdagbøger og andre effekter fra 50 års spejderliv.
Der var også sørget for lidt at spise, som bestod af raftemedister, med fladbrød til. Og så var der øl, vand, kaffe, the og saftevand som folk kunne forsyne sig med.


