
Det væltede ind med breve til Vestegnen, efter vi opfordrede læserne til at give deres bud på, hvem der skulle have en påskønnelse i form af en buket tulipaner fra Vestegnen.
Idéen er netop at sprede spontan forårsglæde med tulipaner – noget som sker for sjældent i en travl hverdag.
Til gengæld kan vi på Vestegnen konstatere, at hverdagen er fyldt med hjælpsomme mennesker. Det kan være familie og venner, naboer, kollegaer og alle mulige andre, der hjælper, bakker op, støtter – og bare er der for andre. Nu gik de varme tanker – og med dem en buket tulipaner fra Vestegnen – tilbage til alle de, som gør en forskel. Eller bare har brug for en opmuntring i en svær tid.
I Vestegnen i denne uge kan du læse om nogle af dem, som blev overrasket med tulipaner fra Vestegnen.
»Hun er den sejeste«
»Hvor er jeg bare overrasket,« udbrød Janni Cederholt fra Vallensbæk, da veninden Charlotte Thomasen fra Glostrup ringede på med en buket tulipaner.
De lærte hinanden at kende på jobbet, og det har de seneste otte år udviklet sig til et tæt venindeskab. Med en buket tulipaner fra Vestegnen ville Charlotte vise, hvor taknemmelig hun er for at have Janni i sit liv.
»Hun er der altid for mig. Hun er så skøn og dejlig en person, der altid giver sig tid til at hjælpe mig når jeg er totalt nede – jeg har lige fået konstateret fibromyalgi, og har haft konstante smerter i 2 1/2 år. Hun er selv meget presset i sit liv – på alle punkter, og hun er bare den sejeste.«