
En række nye oplysninger sætter nu spørgsmålstegn ved, om det nu også var et selvmord eller en ulykke, der kostede en syvårig dreng fra Århus livet.
Det er et dokumentarprogram på DR onsdag aften, der afslører, at flere ting peger i retning af en forbrydelse i sagen om den syvårige Morten Würtz, der i 1994 blev fundet død i et krat i det vestlige Århus.
Drengen blev fundet kvalt med sin livrem bundet om halsen og om et piletræ.
Politiet konkluderede umiddelbart efter fundet af den døde dreng, at da der ikke var noget tegn på forbrydelse, måtte dødsårsagen være selvmord eller en ulykke under leg.
Men programmet afslører, at politiet senere kastede sin mistanke på en ung mand. Han erkendte under afhøringen, at han havde været i nærheden af krattet.
Tanken om at kræve ham fængslet blev opgivet, blandt andet fordi han ikke var kendt for at være voldelig. Senere skulle det vise sig, at manden kunne sættes i forbindelse med fire voldtægtsoverfald i Århus.
Politiet nåede bare aldrig at afhøre den unge mand igen om Morten Würtz' død – for den mistænkte begik selvmord i sin celle i arresten.
DR-dokumentaren har ladet professor i retsmedicin Jørgen Lange Thomsen gennemse politiets efterforskningsmateriale. Efter at have set en video, som politiet optog på gerningsstedet, siger han, at "scenen signalerer drab".
– Jeg mener, det er mere sandsynligt, at det var et drab, end at det var et selvmord, siger han.
Forældrene til den syvårige fik først besked om politiets nye mistanke i 2003, men de fik dengang besked om, at de skulle holde oplysningerne for sig selv.