Unge fra alle skolerne i Allerød Kommune debatterede fornylig på en UngeCamp deres muligheder for samvær og deres holdning til udviklingen i kommunen.
UngeCamp'en er blevet til på baggrund af et politisk ønske om at få en dialog med de unge om fremtidens klub- og ungemiljø i Allerød Kommune.
På UngeCampen blev der drøftet mange vigtige forhold, blandt andet muligheden for at skabe flere mødesteder for unge i kommunen og for at gøre de unges stemme synlig i den offentlige debat, fremgår det af en pressemeddelelse.
"Jeg er glad for, at jeg har været med i åbningen af UngeCamp'en og er meget imponeret over det engagement, ungdommen i Allerød har," siger formand for Børne- og Skoleudvalget, Nikolaj Bührmann, og fortsætter:
"De unge i Allerød er optaget af mange ting, og på campen opfordrede jeg de unge til at være lidt rebelske. At turde holde fast i deres meninger og påvirke alle dem, der bestemmer. De skal tro på, at deres stemme betyder noget, og så skal de kæmpe for det."
UngeCamp'en bestod blandt andet af forskellige workshops som film, sociale medier, tegning, drama, 'open mike', debat, musik og presse, som deltagerne kunne blive klogere på. I workshoppen 'presse' var Allerød-journalisten Mads Hussing tovholder, og her skrev de unge bl.a. læserbreve om, hvad der mangler for unge i Allerød.
Læs også: Mungo Park åbner dørene for de unge: Kom og hyg jer her
Niels Skovby Brandt fra 9.A på Lillevang Skole siger i pressemeddelelsen:
"Vi synes UngeCamp'en er en rigtig god idé, fordi det hjælper os med at udtrykke, hvad vi har brug for – f.eks. at få nogle nye mødesteder her i Allerød, som kan forbedre vores fællesskaber. Det kan godt være, at det ikke bliver inden for de nærmeste år, men det kommer sikkert til at blive til noget."
Man kan følge med i #UngiAllerød på Instagram og Facebook, og på den måde følge med i de aktiviteter, de unge foretager sig i Allerød.