Vågen by med 73 aktiviteter

Åbent hus i hele Ledøje-Smørum kommune fredag den 25. august med masser af aktiviteter

Foto: Aage Krogsdam

LEDØJE-SMØRUM: Der er lagt op til usædvanlige mange aktiviteter, når kulturnatten eller vaagen by, som det kaldes, holdes for sidste gang i regi af Ledøje-Smørum kommune fredag den 25 august. I det omfattende program optræder 73 foreninger, klubber, forretninger og aktivitetssteder med et eller andet arrrangement den lange aften og nat, hvor der holdes åbent hus overalt i kommunen. Det hele starter i Idrætscentret på Flodvej klokken 17.30, hvor borgmester Jens Jørgen Nygaard (C), holder åbningstalen. Derefter vil Tom McEwan give et musikalsk og humoristisk show. I selve Idrætscentret har en lang række foreninger deres stande og udstillinger, hvor de fortæller om deres virke. Derudover er der åbent på Biblioteket, i Fritids- og Ungdomsklubben, i Rådhussalen, Konfirmandhuset, Svømmesalen, Gymnastiksalen, Smørum Centret, KEJ Motor- og maskinservice, Krogen – hundepladsen, FDF-huset, Ryttergården, Dagplejehuset, Smørum og Ledøje Kirke, Smørum gamle Skole, Billedbutikken, Butikken på landet, Ledøje-Smørum Rideskole og Vestskovens Rideklub, Aktivitetshuset i Ledøje, Hos Sisse – cafe og genbrug, Forsamlingshuset, Petanqueklubberne i Smørum og Ledøje, Genbrugsbutikken og Golfcentret med flere. Der er aktiviteter for både børn, voksne og unge og der er mulighed for at købe mad og drikke flere af stederne. Det hele sluttes af med Midnatsgudstjeneste i Smørum Kirke klokken 23.30. Et detaljeret program husstandsomdeles 14 dage før, men allerede nu kan man se mange af aktiviteterne på

www.vaagenby.dk