FREDENSBORG:
– Slut med tillid til kommunal advokat, fordi en vigtig forhandlingsmulighed er forsvundet ud i den blå luft, mener Socialdemokraterne i Fredensborg Kommune.
Det, der startede med en forkert udstedt byggetilladelse i Slotshaven-sagen i Fredensborg er nu endt i det der allermest ligner en skandale, mener partiet.
– En uheldig blanding af manglende accept af skyld og ansvarsforflygtigelse har medført, at et flertal i Fredensborg økonomiudvalg har bragt en række familier i Fredensborg på sammenbruddets rand. Tvunget af omstændighederne har de anlagt en retssag mod kommunen og kommunen er også gået advokatvejen i stedet for at bruge dialogen som forsonende værktøj, udtaler Thomas Lykke Pedersen, S.
Han er utilfreds med at kommunens advokat har glemt et brev fra Slotshaven-sagen, således at en ønsket dialog og muligheden for et forlig er gået tabt for kommunen.
– Det er uhørt og må selvfølgelig få konsekvenser, advokatfirmaet skal med det samme udskiftes. Det er utilgiveligt, at kommunens advokat er direkte skyld i at den forhandling, som et flertal i byrådet udenom borg-mesteren tidligere har bedt om, er forsvundet ud i den blå luft, forsætter Thomas Lykke Pedersen.
– Naboerne er ikke kommunens modstandere, men fuldgyldige borgere i kommunen. Det sagen skal handle om er, at der omgående indledes forhandlinger med naboerne til Slotshusene med henblik på, at finde en mindelig og moralsk ordentlig løsning så sagen kan få en værdig afslutning, slutter Socialdemokraterne.