USA accepterer dommerkendelse mod Trumps indrejseforbud

Ministeriet for national sikkerhed understreger, at præsident Trumps indrejseforbud stadig gælder.

Det amerikanske ministerium for national sikkerhed "retter sig efter dommerkendelser" om at lade personer med gyldigt visum, som falder ind under præsident Donald Trumps indrejseforbud, blive i landet.

Ministeriet understreger dog, at Trumps bekendtgørelse om et indrejseforbud stadig gælder.

Bekendtgørelsen forbyder indrejse af folk fra syv overvejende muslimske lande i foreløbigt tre måneder.

Der er tale om borgere fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen.

Og forbuddet har altså ramt personer fra de pågældende lande, som befandt sig i luften på vej mod USA, da beslutningen trådte i kraft.

Beslutningen om at give de pågældende personer en midlertidig opholdstilladelse blev truffet af dommer Ann Donnelly ved den føderale distriktsdomstol i Brooklyn.

Anmodningen var fremsat af den amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU på vegne af to irakere, som var strandet i JFK-lufthavnen i New York.

Beslutningen vil dog ifølge ACLU gælde for alle de mellem 100 og 200 personer, som er tilbageholdt i amerikanske lufthavne.

Og det er altså den afgørelse, som ministeriet for national sikkerhed vil respektere:

– Disse individer har gennemgået et omfattende sikkerhedstjek, og deres sager om indrejse i USA bliver færdigbehandlet i tråd med vore immigrationslove og dommerkendelser, siger ministeriet i en pressemeddelelse.