Selvom mange unge lever efter et stramt budget, er det alligevel ni ud af ti unge, der sparer op. Øverst på listen over foretrukne opsparingsmål ligger rejser og boligen, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Tallene stammer fra en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har gennemført for Danske Bank Ung Direkte. Især kvinderne sparer op til rejser – 53 procent mod 40 procent af mændene.
I Danske Bank Ung Direkte roser Ans Khawaja, chef for Danske Bank Ung Direkte, de unge for at have så godt styr på deres økonomi, at der også er plads til at spare op.
– Mange unge har et godt overblik over deres økonomi. Og til trods for, at flere i denne aldersgruppe måske ikke har så mange penge til rådighed i det daglige, formår flere altså at lægge penge til side hver måned. Det synes jeg er rigtig flot og vidner om, at der er styr på tingene, siger Ans Khawaja. At det netop er rejser, de unge sparer op til, kommer ikke bag på ham.
– Der er ingen tvivl om, at rejser betyder rigtig meget for unge. De vil gerne spare op for at få fyldt op på oplevelseskontoen, siger Ans Khawaja.
Undersøgelsen viser også, at lysten til at spare op til ferie er størst i hovedstadsområdet, mens unge på Sjælland topper med mest lyst til at spare op til boligen. Over 1.000 unge mellem 18-27 år har medvirket i undersøgelsen.