Otte til ti unge, der opholdt sig på Frejasvej i Frederikssund fredag aften, gjorde folk nervøse. Derfor blev de anmeldt klokken 19:23. Anmelderen fortalte, at de unge muligvis havde en kniv, og de var samlet rundt om en sølvgrå BMW. Politiet tog ingen chancer og sendte hele fem patruljer til stedet for at tale med de unge.
Da politiet kom, var nogle af de unge formentlig forsvundet ind på en stikvej til Frejasvej i en bil, dog ikke i den sølvgrå BMW. Politiet talte med tre unge, der sad i bilen, og der var ikke nogen af dem, der havde en kniv.
En anden patrulje talte med tre eller fire unge på Frejasvej, og de havde heller ikke nogen kniv på sig, fortæller Nordsjællands Politi i Frederikssund.