For tredie år i træk mødtes unge fra flere forskellige europæiske lande i Stubbekøbing for st spille musik, danse og optræde med cirkus. Men mest af alt handler udvekslingen om at få nye venner – måske for livet.
I sidste uge lagde Stubbekøbing skole lokaler til en camp for 51 børn og unge fra Rumænien, Letland, Sverige og Danmark. I en uge har de unge i alderen 13-17 år arbejdet i tre forskellige workshops med henholdsvis musik, dans og cirkus og sidst på ugen kulminerede deres anstrengelser med opførelser blandt andet på lystbådehavnen i Stubbekøbing.
Venskaber for livet
Bag arrangementet står foreningen Ung Kultur i Stubbekøbing med Nicoline Kjerulff i front.
– Vores unge mennesker trængte til det her pust, fortæller hun om projektet, der med EU-midler i ryggen nu er blevet afviklet for tredie år i træk.
– Det er sjovt. Vi har spillet og snakket, fortæller svenske Joel Sehlstedt på 15 år, der deltager i cirkus-workshoppen og har trænet diablo-kast hele ugen.
– Vi fik lov at vælge, hvad vi havde lyst til, siger han, og fortsætter dagens træning i skolegården, inden han skal ind til generalprøven i gymnastiksalen.
Netop mødet og dialogen de unge imellem er et af hovedformålene med projektet, og mange knytter i følge Nicoline Kjerulff venskaber for livet. Det er også det sociale samvær, de unge selv hæfter sig mest ved.
– Det handler om at møde mennesker, fortæller eksempelvis Joel Sehlstedt.
Nicoline Kjerulff er især begejstret for, at de kulturelle forskelle er blevet meget synlige under campen.
– De unge mennesker, der kommer, giver sig fuldt ud, siger hun, men mærker tydeligt den nordiske tilbageholdenhed i de danske og svenske elever, mens eksempelvis rumænerne med deres sydeuropæiske kultur i ryggen går til opgaven langt mere frit.
Bliver bedre til engelsk
13-årige Natascha Christiansen går til daglig på Stubbekøbing skole, men selvom hun i øjeblikket har sommerferie, så ligger der også en faglig begrundelse bag hendes beslutning om at melde sig til projektet.
– Jeg meldte mig, fordi det lyder spændende, og jeg vil gerne forbedre mit engelske, siger hun til avisen.
Fakta
? Ung KUltur i Stubbekøbing er medlem af organisationen Drums for Peace, og det er herigennem at arrangørerne i Stubbekøbing hvert år søger nye samarbejdspartnere til campen i den nordfalsterske havneby.
? Ungdomsudvekslingens tre instruktører kommer fra England og Serbien.