Ung FCK-angriber skal sætte ny ild i FCV

Yones Felfel fra FCK har længe stået på ønskelisten i Slagelse, og nu erfarer Uge Nyt, at det 19-årige stortalent endelig er hentet til FC Vestsjælland. Gaxe har længe set stort lys i den hurtige, ærgerrige Felfel, der får 2-årig kontrakt

Her i FCK-trøje nr. 33 den 19-årige talentfulde angriber Yones Felfel, som FC Vestsjælland nu gerne skulle have glæde af. Idet "Corner" er tilbage har FCK-bossen Ståle Solbakken sluppet Felfel til at få masser af spilletid hos FCV i 1. division.
Her i FCK-trøje nr. 33 den 19-årige talentfulde angriber Yones Felfel, som FC Vestsjælland nu gerne skulle have glæde af. Idet "Corner" er tilbage har FCK-bossen Ståle Solbakken sluppet Felfel til at få masser af spilletid hos FCV i 1. division.

CitatCitat byline

Af John Hansen

FC Vestsjælland skriger på ny ild og forstærkninger.

Det har vi snart længe skrevet meget om.

Og som sportsdirektør Gaxe "lovede" os forleden, så ser man denne tirsdag i Slagelse nu den første offensive forstærkning i form af FCK's blot 19-årige angrebstalent Yones Felfel. FCV har skrevet en 2-årig kontrakt med Felfel.

"Jeg glæder mig til at skulle spille på højt niveau – og til at skulle gøre en forskel for FCV," siger Felfel senere til sin tidligere klubs hjemmeside.

Har prøvet Superligaen

Yones, 182 centimeter høj og dansk af nationalitet, fik sin Superligadebut for FC København tilbage i marts måned 2014.

Siden er det blevet til otte optrædener i Danmarks bedste række. Tilsat spilletid i en international kamp – samt en pokalkamp, hvori han scorede.

Felfel har også spillet på U-16 og U-19-landshold. I FCK-trøje bar Felfel nr. 33 på ryggen, hos FCV får han nok nummer 9.

Yones Felfel er tidligere af FCV-sportsdirektør Jacob Gaxe Gregersen blevet beskrevet som "en ung, ærgerrig og hurtig angriber, der har lys i øjnene – og kvaliteter til at blive topscorer i Vestsjælland.

Gaxe har set Felfel spille adskillige gange over længere tid. Men såvidt vi erfarer, så ville Ståle Solbakken se Andreas Cornelius grundigt an, inden han ville gå med til at slippe Felfel for en tid.

Felfel gerne klar på lørdag…

Mandag så Solbakken så begge de to angribere i FCK ligareservernes 0-2-nederlag til rivalerne fra Brøndby.

"Corner" spillede udmærket (come-back efter 4 måneder lang skade), og også Felfel viste lovende ting.

Desværre måtte Felfel udgå af kampen i 64. minut med et lille riv i lysken.

Forhåbentlig er han dog fit for fight til en FCV-debut nu lørdag kl. 18.30 hjemme mod Fredericia – mens FCV nok må klare sig med "Skive-truppen" i denne tirsdags pokalkamp hos Frem Sakskøbing.