Undertippet italiener sender Djokovic ud i Monte Carlo

Verdensetteren Novak Djokovic er ude af Monte Carlo Masters efter et nederlag i tre sæt til Lorenzo Musetti.

Verdensetteren Novak Djokovic er ude af Monte Carlo Masters efter et nederlag i tre sæt til Lorenzo Musetti.

Foto: Eric Gaillard/Reuters

Verdensetteren Novak Djokovic var foran 1-0 i sæt, men tabte overraskende til Lorenzo Musetti, der blot er nummer 21 i verden.

4-6, 7-5, 6-4 vandt den undertippede italiener, der aldrig tidligere havde slået en verdensetter.

Musetti møder dermed landsmanden Jannik Sinner i kvartfinalerne ved Monte Carlo Masters, hvor Holger Rune også deltager.

Danskeren møder spiller fredag kvartfinale mod enten Daniil Medvedev eller Alexander Zverev. Vinder Rune, skal han op mod enten Sinner eller Musetti i semifinalerne.

Torsdagens nederlag er Djokovics blot andet i 2023, hvor han blandt andet i januar vandt Australian Open for tiende gang.

Kampen blev præget af en regnvejrspause på en times tid i tredje sæt, og i de to første var den præget sæt af to spillere, der havde mere end almindelig svært ved at holde serv.

Hele otte gange brød Musetti den serbiske superstjerne, der omvendt syv gange slog til i italienerens serv.

– Jeg synes ikke, det er en katastrofe, men det er en skidt følelse, for jeg tabte.

– For at være ærlig er det en forfærdelig følelse at have spillet på den måde. Men tillykke til ham. Han var hårdfør i de vigtige øjeblikke, siger Djokovic til ATP's hjemmeside efter nederlaget.

Generelt var opgøret præget af en del af fejl og manglende evne til at sætte sig på kampen. Således var det også i kampens sidste parti efter et tredje sæt, der ellers kun bød på et enkelt servegennembrud.

Ved 5-4 misbrugte en nervøs Musetti to matchbolde, og Djokovic gav sig selv chancen for at bryde med en formidabel baghånd.

Djokovic lavede dog 23 uprovokerede fejl i opgøret, og den sidste blev en bold i nettet på Musettis andenserv på fjerde matchbold, hvorefter den italienske triumf var en realitet.

– Jeg kæmper for ikke at græde. Det var en følelsesladet sejr, for det var en virkelig lang kamp på tre timer og en regnvejrspause.

– Det var ikke nogen nem kamp på grund af lidt vind og kulde. Jeg er virkelig stolt af mig selv, siger Musetti i sit vinderinterview ifølge atptour.com.

/ritzau/