film Ole Bordeals film om bombardementet på Den Franske Skole er en af ugens to premierefilm i Albertslundbiograferne.
”Skyggen i mit øje” hedder filmen. Om morgenen den 21. marts 1945 er nonnerne og skolekammeraterne Rigmor, Eva og Henry fra Den Franske Skole på Frederiksberg klar til at starte skoledagen. Langt derfra – på den anden side af Nordsøen – gør britiske piloter fra Royal Air Force sig klar til en afgørende mission for den danske modstandsbevægelse. De sætter kurs mod Shellhuset, Gestapos Hovedkvarter midt i København. På øverste etage har tyskerne anbragt 26 danske fanger som et levende værn. Angrebet lykkes, men ikke langt derfra rammer tragedien. Et fly er styrtet ned tæt ved Den Franske Skole, og branden får de efterfølgende bombefly til at tro, at målet ligger under røgsøjlen…
I filmen følger publikum børnene Henry (Bertram Bisgaard), Eva (Ella Josephine Lund Nilsson) og Rigmor (Ester Birch Beck) og deres familier, nonnen Teresa (Fanny Bornedal), den danske HIPO Frederik (Alex Høgh Andersen), de britiske piloter Peter (Alban Lendorf) og Andy (James Tarpey), samt to tilfangetagne frihedskæmpere spillet af Jens Sætter-Lassen og Joen Højerslev. Børnenes forældre spilles af blandt andre Danica Curcic, Mads Riisom, Kristian Ibler, Malene Beltoft og Maria Rossing. SKYGGEN I MIT ØJE er skrevet og instrueret af Ole Bornedal.
Når det bliver morgen
Efter ”Månen over kirsebærtræerne” og ”Mod solnedgangen” er den firedobbelte Cannes-vinder Naomi Kawase tilbage med en ny og rørende film: ”Når det bliver morgen”.
Et barnløst par støder en dag på en TV-reklame for en non-profit-organisation, der matcher par, som ikke kan få børn, med mødre, der enten ikke ønsker at opfostre eller ikke kan tage vare på deres biologiske børn. Parret indser, at adoption kan være det perfekte alternativ for dem, og snart bliver lille Asato en del af deres liv. Men da Asatos unge mor dukker op seks år senere for at få sit barn igen, udfolder der sig snart et moralsk og foruroligende drama.
”Når det bliver morgen”, der var udtaget som det japanske Oscar-bidrag i 2021, er en rørende og undertiden foruroligende og følelsesmæssig intens filmoplevelse, der endnu engang slår en tyk streg under, at instruktøren Naomi Kawase er en visuel begavet historiefortæller.
