Når årets Uge Sex kampagne går i gang mandag 8. februar, bliver det med et rekordstort antal deltagere.
Ikke færre end 119.000 elever fra 6.-10. klasse over hele landet er meldt til kampagnen. Det svarer til en tredjedel af samtlige elever på de fem årgange. Heraf deltager 526 elever fra Allerød Kommune.
Sex & Samfund har denne gang valgt at sætte fokus på kroppen og de unges kropsbevidsthed med et overordnet tema for Uge Sex 2010 med overskriften "Din krop – dit liv – dit valg."
Uge Sex 2010 byder også på en række nye spændende elementer. Undervisningsmaterialet er i år delt op i særskilte materialer for henholdsvis 6.-7. klasse og for 8.-10 klasse.
Samtidig er elevsitet www.sexfordig.dk, som der var premiere på i 2009, udvidet med nye komponenter. Det gælder blandt andet et spændende dilemmaspil, hvor eleverne skal guide fire unge personer gennem forskellige situationer og diskutere de valg, de træffer undervejs.
En anden nyhed er en række korte videoer, hvor kendte fortæller om blandt andet den første gang, onani, sexsnak med forældre, bedste og værste date og om at være forelsket i en fra sit eget køn. Deltagerne i videoerne er sangerinden Sys Bjerre, sangeren Mohamed, tv-værterne Nanna Schultz Christensen og Score Emil, tv- og radio-vært Huxi Bach, sangerne Ida & Aida og rapperen Jooks.