Udenrigsministeriet lemper regler for rejser ud af Europa

EU-model, der tillader indrejse for turister fra 14 lande, ligger til grund for lempet dansk rejsevejledning.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) præsenterer en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen og Storbritannien.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) præsenterer en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen og Storbritannien.

FAKTA: EU-liste skal danne model for danske rejsevejledninger

Det danske udenrigsministerium indfører fra torsdag den 2. juli en ny model for rejsevejledninger for lande uden for EU, Schengen-området og Storbritannien.

Modellen vil blandt andet basere sig på EU's liste over lande, der lever op til en række fastsatte Covid-19-kriterier for indrejse til EU.

Præcis hvordan den nye model vil påvirke de danske rejsevejledninger, vil blive offentliggjort torsdag.

Her kan du få et overblik over EU's kriterier:

* For at et land kommer på listen, skal landet ligge tæt på eller under EU-gennemsnittet per 15. juni 2020 for nye Covid-19-tilfælde i de sidste 14 dage.

* Det betyder i øjeblikket højst cirka 16 nye smittede per 100.000 indbyggere over 14 dage.

* Desuden skal udbredelsen af virus i tredjelandet være stabil eller på vej ned.

* Et andet kriterium handler om, hvor meget der testes i landet, og hvor pålidelige data er.

* Da EU fremlagde modellen tirsdag, levede følgende lande op til kriterierne: Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay.

* EU's landeliste offentliggøres hver 14. dag.

* Det er værd at bide mærke i, at EU's liste bruges til regler for indrejse fra tredjeland til EU. Men i Danmark vil listen blive brugt til at fastsætte regler for udrejse fra Danmark til tredjeland.

* Udover EU's kriterier vil de danske rejsevejledninger blive udformet ud fra kriteriet om, at der ikke er betydelige indrejserestriktioner eller karantænekrav for turister i de pågældende lande.

Kilder: Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet indfører torsdag en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen-området og Storbritannien.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Rejsevejledningen vil blive lempet for de lande, der lever op EU's nye kriterier for indrejse til EU, og som samtidig ikke har betydelige indrejserestriktioner eller karantænekrav for de rejsende, der kommer til landet.

Et vigtigt element i modellen vil være EU's nye liste over lande, der lever op fastsatte Covid-19-kriterier for indrejse til EU.

For at komme på listen skal det pågældende land have maksimalt 16 nye smittede per 100.000 indbyggere. Det svarer til gennemsnittet i EU.

Ud over antallet af nye smittetilfælde er der en række andre parametre, som gør sig gældende i forhold til listen.

– Landene skal have en faldende eller konstant tendens i smittetilfælde, og hvis smittetrykket stiger, kan der blive lukket, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

– Samtidig vil man se på, hvordan der bliver testet, hvordan er smitteopsporingen, og hvordan er hele håndteringen af Covid-19, siger han.

EU's liste blev offentliggjort tirsdag og giver mulighed for turister og forretningsrejsende fra 14 lande for at indrejse til EU.

De nuværende lande på listen er Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay.

Fra nogle af landende kræves forudgående ansøgning om visum – fra andre ikke.

Eventuelle ændringer i rejsevejledningerne for lande uden for EU og Schengen vil ifølge meddelelsen blive annonceret torsdag.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt turister fra landende på EU's liste vil kunne få lov til at rejse ind i Danmark, vil der blive lavet en individuel vurdering af landene.

Vurderingen vil blive lavet af en gruppe bestående af repræsentanter fra Statens Serum Institut, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.